Italien i kamp mod uret – fordobler DOCG til 73 vine

En bruger på Italiensk Vinguiude spurgte os fornylig, hvor mange DOCG-vine der egentlig er i Italien? ”Hvor svært kan det være,” tænkte undertegnede, og checkede lige med listerne. Det viste sig imidlertid at være ret svært og ikke så ligetil at svare på.

Læs mere om den italienske vinlov her...

Når det ikke var så ligetil, skyldes det, at Italien på det seneste har haft temmelig travlt med at offentliggøre nye DOC og DOCG-vine samtidig med at producenterne forsøger at binde så mange løse ender sammen som muligt, før bemyndigelsen til at foretage vinøse godkendelser og reguleringer overgår til EU.

Big Brother
EU’s nye regulativ foreskriver nemlig, at nationale myndigheder indenfor det europæiske fællesskab ikke længere har lov til at regulere egen vinproduktion. Alt skal gå gennem EU-systemet og godkendes der. Af samme årsag er der i den grad panik før lukketid for at skabe en byge af nye DOC og DOCG-vine i Italien. Og hastigheden, der arbejdes i, har faktisk været ret imponerende, når man tænker på, hvor notorisk langsom og labyrintisk Italiens bureaukratiske system normalt er.

Manglende overblik
Italiensk Vinguide er tilsyneladende ikke det eneste medie, som forsøger at få et overblik over ændringerne. Også de italienske vinblogs forsøger at finde hoved og hale i de nye godkendelser, men ikke engang fra officiel side kommer der brugbare oplysninger. Selv Federdoc, sammenslutningen af ​​italienske DOC og DOCG-producenter, har været ude af stand til at give klare og fuldstændige opdateringer via sin hjemmeside.

Vores eneste mulighed for research har derfor været at kontakte MIPAAF, Ministero Politiche, Agricole Alimentari e Forestali (en del af det italienske landbrugsministerium), og her lykkedes det endelig at få de opdaterede lister.

73 DOCG-vine (indtil videre)
Og hvor mange DOCG-vine er der så i skrivende stund? Hvis ellers hele feltet er kommet i mål, så viser en optælling, at der indtil nu er hele 73 DOCG’ere, nærmest en fordobling, og de ser således ud:

Lison DOCG, som deles mellem Veneto og Friuli-Venezia Giulia, er dedikeret til den tidligere Tocai Friulano-drue, nu kaldet Tai Bianco og Tai Rosso (tidligere Tocai Rosso, en lokal klon af Grenache).

Samtidig blev Amarone della Valpolicella – hverken overraskende, men helt logisk og fortjent – ophøjet til DOCG. Det samme skete for den spændende røde Piave Malanotte, som dyrkes i et temmelig stort område tæt på den venetianske kyst og helt op til bakkerne i Vittorio Veneto i nord, hvor også den stærkt undervurderede og lokale Raboso-drue giver yderst interessante rødvine. Man kan håbe, at ophøjelsen til DOCG skubber disse vine op i den liga, som potentialet berettiger til.

Vi finder flest DOCG’ere i Piemonte, som har 16 typer (suppleret med 44 DOC). Lige i haserne er forfølgerne fra Toscana med 11 DOCG’ere (og 40 DOC). Toscana ser i øvrigt ud til at følge samme strategi som Piemonte, idet de opgraderer så godt som hver eneste IGT og DOC. Spørgsmålet er naturligvis, om kvaliteten følger med, men det kan kun tiden vise.

Der er også blevet plads til en god del italiensk forfængelighed, kuriositeter, og åbenlyst vidtløftige opgraderinger. Det sidste desværre som et tydeligt resultatet af private særinteresser, hvor der utvivlsomt er givet køb på druekvaliteten og disses herkomst.

Et eksempel på sidstnævnte er opgraderingen af ​​Frascati Superiore til DOCG, hvormed Lazio-regionen kommer fra et rent nul til hele tre DOCG’ere. Det samme gælder Apulien, som får den første DOCG nogensinde til rosévinen (rosato) Castel del Monte Bombino Nero.

Seks regioner står af i opløbet
I det hele taget virker det som om godkendelseskriterierne for at opgradere til DOCG forsvinder i tågen, for nu at sige det mildt. Således hænger hele seks af Italiens 20 regioner i gruppettoen i DOCG-opløbet, idet vi hverken finder DOCG’ere fra Valle d'Aosta, Alto Adige, Trentino-Alto Adige, Ligurien, Molise eller Calabria, som åbenbart er ude af stand til at producere store vine – og det virker helt tosset, når man ser på potentialet.

Måske findes svaret, når man ser på tilfældet Carema DOC, som slet ikke ansøgte om DOCG, hvilket i en vis forstand sætter hysteriet i perspektiv. Det skal indrømmes, at der er tale om Italiens mindste DOC med kun to producenter, men ifølge den ene af dem skyldes modstanden for meget bureaukratisk besvær. Vi er altså stadig i Italien, men nogle fokuserer heldigvis stadig mere på at lave god vin.

Bureaukratisk besvær eller ej, så ser vi også flere nye DOC, såsom Venezia DOC og Vigneti della Serenissima DOC, eller Serenissima DOC (som i øvrigt også er navnet på en Autostrada), men det er svært ikke blot at betragte disse som kuriositeter. En anden opkomling er den nye Roma DOC, hvor man ikke kan frigøre sig fra tanken om, at typen udelukkende er skabt ​​på baggrund af et berømt navn. I hvert fald kan Roma DOC ikke henvise til en historisk berettigelse.

Troværdighed, politik eller bare ude i hegnet?
Af ovennævnte årsager kan man med nogen ret føle, at flere af disse opgraderinger er helt ude i hegnet og udelukkende et resultatet af politisk spil mere end noget andet. Men den virkelige fare er, at dette kapløb kan føre til en udhuling af både betydning og troværdighed af Italiens DOC(G)-system.

Det er derfor ikke så mærkeligt, at adskillige kvalitetsproducenter fuldstændig fravælger DOC(G)-systemet og frivilligt ”nedgraderer” deres vine til den mere ydmyge IGT, hvor vi finder utrolig spændende vine. De seneste års udvikling har i hvert fald vist, at producentens navn på etiketten giver vinelskere en langt bedre garanti for kvalitet end den italienske DOC/DOCG vinlov synes at give.

Læs vores anden blog, hvor der findes en fuldstændig opdateret liste over øjeblikkets DOCG-vine i Italien.

Vi arbejder naturligvis på at opdatere Italiensk Vinguide med oplysninger om alle de nye DOCG- og DOC-vine.