Vinkælderen
Fra 7,- kr. Køb adgang nu!

Vinskandale: Forfalskede Brunello-vine

Skrevet af Peter Hartig den 01. Jan 2015 | 0 Kommentarer

I sammenligning med andre vinproducerende lande har især Italien været hårdt ramt af vinskandaler. Tidligere var det forfalskede vine af typen Amarone della Valpolicella DOCG, og senest er det nu gået ud over en anden særdeles prominent vin, kultvinen Brunello di Montalcino DOCG fra Toscana.

Således skriver VinAvisen, at en læser, der ønsker at være anonym, gennem en ven havde købt en kasse af Amarone til 80,- kr. flasken. Vennen havde selv købt flere flasker Brunello di Montalcino 2006 fra producenten Fanti, ligeledes til 80,- kr. pr. flaske. Selvom mistanken allerede burde være vakt, da han så prisskiltet, blev den i det mindste forstærket hos læseren, da en flaske Amarone blev åbnet til andestegen juleaften. Indholdet var en tynd kop the og havde intet med den ellers ædle vintype at gøre.

Andre blev også snydt

Efter henvendelsen til VinAvisen dukkede andre læsere op og kunne fortælle om samme oplevelse. Da vennen havde købt sin Brunello di Montalcino DOCG samme sted som Veneto-vinen Amarone della Valpolicella DOCG, blev han selvsagt også mistænkelig over for den. På Amarone-vinen var der ikke angivet noget vinhus, hvorimod etiketten på Brunello'en frejdigt oplyste at stamme fra vingården Fanti.

Fanti eksisterer i bedste velgående, og etiketten ligner umiddelbart den ægte vare, men ved nærlæsning vil et trænet øje opdage, at Fantis logo og en lille tegning af gården nederst på etiketten er trykt lidt grovere på læserens flaske. Endvidere var der en betydelig grammatisk fejl på appellationsbetegnelsen, hvor der fejlagtigt stod "Denominazione de Origine Controllata e Garantita" DOCG. Det lille "de" vidnede enten om en trykker, der havde drukket for meget af de røde dråber eller en svindler, der havde fået trykt forkerte etiketter. Der skal nemlig stå "di Origine Controllata" og ikke "de Origine Controllata e Garantita".

Læs mere om den italienske vinlovgivning her...

Rester fra en større svindelssag

Svindelvinen kan vise sig at være undslupne rester fra den produktion på 165.468 flasker, som politiet i Toscana konfiskerede tidligere i 2014, som, hvis svindelen ikke var blevet opdaget, kunne have resulteret i at markedet ville blive oversvømmet af ca. 220.000 flasker forfalsket Brunello-vin.

Svindleren viste sig at være en italiensk vinkonsulent, som havde fremstillet falske godkendelsespapirer ved at hacke sig ind i de toskanske landbrugsmyndigheders IT-systemer og der ændret produktionstallene for Brunello di Montalcino DOCG samt lillebroren Rosso di Montalcino DOC.

Auktionshus gør sig uheldigt bemærket

I flere TV-udsendelser har det vist sig, at auktionshuset Lauritz.com kan være lidt for hurtige til at vurdere de indsendte effekter. Det samme gælder åbenbart med rødvin.

Således viste det sig, at en person har indleveret ovennævnte Brunello'er og fået et hammerslag på henholdsvis 1.350 kr. (for 12 flasker) og 2.100 kr. (for 18 flasker). Det vides dog ikke, om flaskerne virkelig blev solgt, for ved begge auktioner står der på websiden, at "Denne vare er sat til omsalg under nyt varenummer ….".

Efter henvendelse fra Vinavisen har Lauritz.com ikke ønsket at udtale sin om sagen.

Hvad man kan gøre

Såfremt man er en af de uheldige købere, vil alene smagen afsløre, at vinen et et falsum. Tidligere køber kalder vinen for "sjasket", og både farve og duft er helt i skoven i forhold til en Brunello.

Foruden førnævnte stavefejl på etiketten skal man også være opmærksom på, at de forfalskede flasker har samme løbenummer, AAJ 04869497.

Brug den sunde fornuft

Det er måske overflødigt at nævne det, men det skal understreges, at en Brunello di Montalcino DOCG ikke må koste 80,- kr. Allerede prisskiltet bør få enhver seriøs vinkøbers øjenbryn til at hæve sig til et niveau, hvor øjnene nærmest er helt spærret op. Det er en useriøs vinhandler, som forsøger at sælge en Brunello i det prisleje, hvor niveauet normalt starter ved minimum 150,- kr. og opefter.

Det samme gælder i øvrigt for Amarone della Valpolicella DOCG, der ofte bliver tilbudt til samme lave priser. Her er der nødvendigvis ikke tale om svindel men blot dårlig vin.

Vær derfor kritisk og brug den sunde fornuft. Lyder det for billigt, er det sikkert også tilfældet.

Vi hører gerne fra læsere, som har stiftet (ufrivilligt) bekendtskab med de forfalskede dråber, så andre kan blive advaret.

Læs de samlede artikler om skandalen på www.vinavisen.dk

 

Skrevet af Peter Hartig for 10 år siden | 0 Kommentarer

Tags: brunello, montalcino, Toscana, italien, forfalskning


Vidste du?

At der findes 37 vine, der er mærket DOCG (Denominazione di Origine Controllata e Garantita)?