Med sin beliggenhed i Norditalien grænser Veneto mod vest til Lombardia, mod nordvest til Trentino-Alto Adige, nord mod Østrig, øst mod Friuli Venezia-Guilia og Adriaterhavet og mod syd Emilia Romagna. Alpernes beskyttelse, Gardasøens varme og mildhed, slettelandets kontinentale klima og andre meteorologisk forhold, skaber yderst gunstige betingelser for vinproduktion i Veneto.
Man mener, at Veneto har sit navn fra en illyrisk stamme, veneterne, der boede i området i oldtiden, og lige siden etruskerne har regionen været kendt for vinproduktion. Arkæologiske fund daterer sig helt tilbage til omkring år 1000 fvt.
Den romerske litteratur beretter f.eks. begejstret om vinen Retico, en koncentreret og elegant Passito (dessert- eller meditationsvin), og der er stærke vidnesbyrd om at vinen i virkeligheden er forløberen for dessertvinen og aperitiffen Recioto della Valpolicella og Recioto di Soave. Som dengang bliver druerne stadig dyrket på en pergola, og de bliver stadigvæk tørret på stativer eller stråmåtter på ventilerede loftrum - nøjagtig som man har gjort i århundreder.
Venetos vinkort omfatter 25 DOC og 2 DOCG-typer, og produktionen er den højeste sammenlignet med andre regioners DOC. Det skyldes dels storproduktionen fra 1960’erne og 70’erne, hvor Valpolicella, Bardolino og Soave blev produceret og markedsført yderst effektivt. Soave blev faktisk den mest solgt vin i USA og Valpolicella havde enorm succes i Europa, men konsekvensen var lav kvalitet til lave priser.
Fra 1980’erne og 90’erne har billedet heldigvis ændret sig, bl.a. efter at udbyttet er blevet mindre pr. hektar. Veneto har stadig storproduktion, men kan samtidig holde et højt kvalitetsniveau. De små producenter klarer sig også bedre og bedre, især de, som laver enkeltmarksvine.
I Soave har en sammenslutning af vinhuse f.eks. sat en helt ny standard med flotte hvidvine, og i Valpolicella gøres der store bestræbelser for at få den voluminøse og kraftige Amarone gjort mere lettilgængelig. Samtidig gør man en stor indsats for at give den lette Valpolicella mere vægt, fylde og balance. Ripasso-typen er et eksempel, som også har givet pæn salgssucces, men også andre typer viser format.
I de centrale højdedrag omkring Vicenza og Padova dyrkes en stor variation af både lokale og ”fremmede” druer. Højdedragene Colli Euganei, vest for Venezia, gemmer på spændende vine, og fra bakkerne mellem Conegliano og Valdobbiadene finder vi Prosecco, en værdig konkurrent til de mousserende vine fra Asti i Piemonte, og for den sags skyld også Champagne. Herlige, friske og liflige Spumante eller Frizzante-typer.
I Venezia-provincen, der strækker sig mod nordøst langs Adriaterhavskysten forbi DOC-zonerne Piave og Lison-Pramaggiore, finder man en ganske overvældende skatkiste af Merlot- og Cabernet-typer. Endelig er der den østlige del af Veneto, hvor druerne Pinot, Chardonnay, Sauvignon, Verduzzo, Tocai og den røde Raboso dominerer.
For vinturisten er der også store muligheder. Hvert år i april afholdes Italiens vigtigste vinmesse i Verona, Vinitaly, og har man ikke fået nok dér, er der utallige vinruter i regionen samt nogle helt vidunderlige ’enotece’, vinforretninger, med et udvalg for enhver smag.
Læs mere om vinene fra Veneto ved at klikke i top menuen på højre side.
At Italien i 2011 regnes for verdens største vinproducent?