Vinkælderen
Fra 7,- kr. Køb adgang nu!
Region:

Friuli-Venezia Giulia


Friuli-Venezia Giulia er den mindste af de såkaldte ”Tre Venezie”, der omfatter regionerne Trentino, Veneto og Friuli. Navnet ’Friuli’ og ’Giulia’ refererer til Julius Cæsar. Egennavnet Friuli kommer fra det latinske ’forum julii’, nutidens Cividale, og Giulia betyder ’Julius’ (Cæsar). Cæsars hærstyrker erobrede området efter lange og hårde kampe, og efter sejren gjorde kejseren byen Aquileia til den næstvigtigste by i imperiet.

Friulis vine nød øjeblikke af stor anerkendelse i oldtiden. Den romerske historiker, Plinius d. Ældre, lovpriser i et af sine værker vinen ’Puleinum’, den sandsynlige forgænger til Prosecco, og 1800-tallets betydeligste europæiske hoffer fik endvidere smag for vinene fra Picolit-druen. Historiske optegnelser viser, at en vis Fabio Asquini i denne periode eksporterede op til 100.000 flasker årligt af denne type.

Efter 1. verdenskrigs omfattende ødelæggelser genplantede mange familiebrug vinmarkerne, og adskillige sønner måtte i disse svære år gå fra by til by og fra dør til dør og faldbyde flasker og vinballoner med vin til lokale trattoriaer, osteriaer og restauranter.

Siden da er der heldigvis sket meget positivt i regionen, og Friulis vine er nu dem med den største indtjening i Italien. Det var også friulianerne som viste, at god, ung hvidvin kunne, og burde, være dyr.

Dyr hvidvin fra Friuli er ikke nødvendigvis ensbetydende med ekstraordinær god hvidvin. I Italien er der en tendens til at konsumere hvidvin indenfor seks måneder efter høsten, og dette betyder at mange producenter føler sig fristet til at sende vinen for tidligt på markedet. Vinene bliver mange gange solgt og drukket, før de kan nå at vise deres sande styrke.

Selv i dårlige år opnås høje priser, hvilket mindre seriøse producenter desværre profiterer af. Et stigende antal forbrugere (herunder restauranterne) tager nu afstand fra disse metoder, men alligevel bliver flere topproducenters lagre udsolgt før vinene er tappet på flasker. Heldigvis er flertallet af Friulis vinproducenter yderst seriøse.

Næsten 70% af vinproduktionen er DOC, og udbyttet pr. hektar er betydeligt mindre end i fx Trentino og Veneto. Årsagen kan være den omhu, som mange producenter lægger for dagen, og at de, for langt de flestes vedkommende, udelukkende arbejder med druer dyrket på egne jorder. Disse faktorer forklarer også, hvorfor regionen har formået at oppebære et ry af høj klasse. Noget deres naboer ikke helt kan leve op til.

Som det allerede nævnt er Friuli mest kendt for hvidvin og især siden 1970’erne har man nået en meget høj kvalitet på dette område. Der er generelt tale om vine med frisk duft, tør frugt, blød struktur og en egen personlighed. Men også dessertvine, som fx Friuli-Venezia Giulia Picolit DOC og Friuli-Venezia Giulia Verduzzo DOC, har stor klasse. Tocai lider i udlandet desværre stadig under at blive forvekslet med Ungarns nationaldrue, Tocáji, men de to har intet med hinanden at gøre.

Friulis vinkort omfatter også interessante rødvine. Tidligere var regionen kendt for bløde, frugtagtige og bemærkelsesværdige let drikkelige rødvine, men i de senere år har flere producenter fremstillet vine med en tyngde og stil, der appellerer til det internationale publikum.

Druerne Merlot og Cabernet (DOC i alle zoner) er dominerende sammen med den lokale Refosco og specialiteter som Schioppettino, Pignolo og Tazzalenghe.

I grove træk kan Friuli deles op i zonerne Grave DOC, Colli Orientali del Friuli DOC, Collio Goriziano DOC, Friuli Annia DOC og Carso DOC. På etiketterne indledes zonenavnene for det meste med navnet Friuli for at styrke den regionale identitet.

 

 

Læs mere om vinene fra Friuli-Venezia Giulia ved at klikke i top menuen på højre side.

Andre vine fra Friuli-Venezia Giulia
Vidste du?

At der findes 37 vine, der er mærket DOCG (Denominazione di Origine Controllata e Garantita)?