Vinkælderen
Fra 7,- kr. Køb adgang nu!
Region: Toscana
Vin:

Brunello di Montalcino DOCG

Fakta om denne vin

Vin: Rødvin
Smag: Tør
Fylde: Kraftig
Min. alkohol: 12.5%
Obl. lagring: Min. 4 år
Gemmepotentiale: Over 10 år

”Fantastisk”, udbryder man uvilkårligt, når man har sat glasset fra sig efter at have smagt på denne majestæt blandt verdens rødvine. Brunello di Montalcino er altid en stor oplevelse og regnes blandt Italiens mest prestigefyldte rødvine på linie med Barbaresco, Barolo, Sassicaia, Sagrantino di Montefalco og andre i samme liga.

Den anerkendte vinfamilie, Biondi Santi, hævder, at de har førsteretten til Brunello. Det kan de også gøre med en vis ret.  Allerede i 1888 og 1891 rendyrkede Ferruccio Biondi Santi en klon fra Sangiovese-druen, Sangioveto Grosso, men selve grundlaget blev skabt af morfaderen, Clemente Santi, der allerede i 1865 vandt prisen "Vino Rosso Scelto" med en af de første af disse typer. Tidligt i 1900-tallet videreførte Ferruccios søn, Tancredi, Brunello-navnet og grundlagde hermed den høje kvalitet, som vi kender i dag. 

Det er interessant at bemærke, at Brunello på intet tidspunkt er blevet presset frem til det den er i dag, tværtimod. Udviklingen af vinen er sket nænsomt og gradvist. Det egentlige gennembrud kom først i den yngste generation, hvor Trancredis søn, Franco Biondi Santi, stille og roligt løftede priserne til et niveau, hvor verden pludselig begyndte at lægge mærke til, at hér foregik vist noget interessant.

Vinene blev modtaget med begejstring og forundring, lovprist for deres kraft og holdbarhed, men ofte kritiseret for deres prisniveau. Sammenlignet med de dyre franske vine i samme klasse, betaler man dog ikke en krone for meget for denne kæmpe. Skulle nogen have lyst til at give et bud, har Biondi Santi stadigvæk flasker fra årgang 1888 og 1891 i kælderen.

Brunello di Montalcino dyrkes i Siena-provinsen omkring den smukt beliggende by og middelalderfæstning, Montalcino. Vinen fremstilles på 100% Sangiovese (lokalt Brunello) og er en kraftfuld struktureret vin, der modnes på fad og flaske og ender som en fyldig, smagfuld, let tannisk, robust, dyb rubin- til murstensrød vin med kompleks bouquet og stor holdbarhed.

Rynker man på næsen over prisen, er der dog gode forklaringer, og en af dem er en nærmest hysterisk fremstillingsproces, hvor der eksperimenteres med kastanjetræ, slavonsk eg, botti, barriques til fadlagringen og selve markarbejdet er ikke mindre hysterisk. Alt sammen koster, men kan heldigvis også smages på det færdige produkt.

Før 1997 skulle Brunello di Montalcino fadlagres i 3½ år, men større dygtighed og kreativitet har betydet, at man nu kan nøjes med 2 års fadlagring, heraf 4 måneder på flaske. Samlet lagringstid er 4 år.

Det billigere alternativ, Rosso di Montalcino, har hjulpet mange producenter til bedre forrentning og samtidig givet de lidt mere påholdende kunder en fornemmelse for Brunello di Montalcinos storhed. Rosso’en behøver nemlig ikke lige så lang lagring som storebroderen. Nogle ønologer mener tilmed, at Brunello har vundet ved den kortere fadlagring, da vinene tilsyneladende havde en tilbøjelighed til at toppe for tidligt pga. den lange lagringstid.

Endelig fremstilles der også en længere lagret Brunello di Montalcino Riserva DOCG, hvor den obligatoriske lagring er 5 år, heraf er 24 måneder på træfade og 6 måneder på flaske.

Der findes mere and 125 producenter hvoraf omkring 60 regnes for særligt bemærkelsesværdige.

En perfekt og elegant ledsager til vildt, rødt kød og modne oste.

Godt at spise til Brunello di Montalcino DOCG

Klik på en ret for at finde flere vine