Vinkælderen
Fra 7,- kr. Køb adgang nu!

Ny bog: Pecorino fra Marche

Skrevet af Peter Hartig den 18. Dec 2015 | 0 Kommentarer

Bogen ”Pecorino” er en hyldest til en stædig vinproducents indsats for at finde noget så undseligt som en lokal grøn hvidvinsdrue, man troede var udryddet. Takket være Guido Cocci Grifonis indsats regnes druesorten i dag for en af Italiens mest lovende.

Vingården Tenuta Cocci Grifoni fra den Midt-Italienske region Marche, præsenterer i disse dage bogen "Pecorino" på det italienske og internationale bogmarked. Bogen er særegen, idet den dels er en hyldest til regionens lokale grønne druesort Pecorino, som man indtil for få år siden anså for at være udryddet. Men bogen er i ligeså høj grad også historien om Pecorinos interessante genfødsel og ikke mindst en kærlig hyldest til vingårdens nu afdøde ejer og grundlægger, legendariske Guido Cocci Grifoni og hans utrættelige arbejde med at opspore Marches lokale Pecorino-vinstok.

Bogen beskriver hvordan de første beviser på Pecorino-druens eksistens blev fundet i dokumenter fra 1871, og hvordan sorten af uransagelige årsager med tiden blev skubbet ud i glemslen og erstattet af andre druetyper, som man anså for at være mere produktive og derfor vigtigere.

Efter 2. verdenskrig opstod imidlertid en stigende interesse blandt betydningsfulde italienske sommeliers og madeksperter for at finde den sagnomspundne Pecorino-drue, men den var, bogstavelig talt, som sunket i jorden, og man opgav mere eller mindre eftersøgningen.

Men Guido Cocci Grifoni opgav ikke så let, og en dag i begyndelsen af 1980'erne kom det ham for øre, at der måske var en lille parcel oppe omkring byen Arquata del Tronto i Piceno-området, hvor den eftersøgte vinstok måske groede.

Og ganske rigtigt. I bakkedragene, tæt ved nationalparken Monte Sibillini, lå en lille mark som tilsyneladende i mange år havde været et tyst og ukendt hjemsted for Pecorino'en. Guido fik tilladelse af markens gamle ejer til at tage nogle skud fra stokkene, som han podede på sine egne vin i 1983.

Efter adskillige studier og analyser på Polyteknisk Institut på Marches Universitet, kunne det endeligt fastslås, at der vitterligt var tale om den forsvundne Pecorino. I 1984 blev Tenuta Cocci Grifoni således den første officielle vingård, som kunne høste de grønne druer, om end det blev til ganske få. Således nåede produktionen i 1985 og 1986 kun op på 5-10 liter vin pr. parcel, men ikke desto mindre havde en "ny" gammel, lokal og glemt hvidvin set dagens lys.

Den oprindelige moder-vinmark, "vigneto madre Pecorino 1987" eksisterer stadig, og i 1990 kunne Cocci Grifoni endelig tappe hvidvin på Pecorino-druer fra denne mark på 2.500 spændt ventende flasker.

Takket være Guido Cocci Grifonis utrættelige arbejde og tro på, at druesorten stadig måtte eksistere, påskønnes Pecorino nu blandt et stærkt stigende antal forbrugere verden over. Første kvalitetsstempel kom i 2001, hvor vinzonen Offida fik tilkendt sin DOC-klassifikation og kronen på værket kom i 2011, hvor Offida, og dermed også hvidvinen Pecorino, blev hævet til den fornemmeste klassifikation: DOCG.

Vinen findes i dag under det officielle navn Offida Pecorino DOCG, og hvis den kommer fra "originalproducenten" Tenuta Cocci Grifoni, bærer etiketten tilnavnet "Colle Vecchio", som er navnet på de bløde højdedrag hvor modermarken, "vigneto madre Pecorino", ligger.

Bogen ”Pecorino” er samtrykt på italiensk og engelsk, og man kan downloade en gratis version via Apple App Store på nedenstående link (kan læses i iBooks).

Foruden den spændende historie indeholder bogen endvidere 31 lokale og internationale madopskrifter, som vineksperter har parret med Offida Pecorino 'Colle Vecchio' DOCG fra Tenuta Cocci Grifoni.

Bogen er interessant læsning for både vinnørden og madelskeren. Og de to plejer nemt at finde sammen.

Hent en gratis version her:
http://apple.co/1ZgvAHr


Titel: Pecorino
Antal sider: 173
Forlag: Capponi Editore
www.capponieditore.it
ISBN 978 88 97066 477
Pris: Gratis som e-bog

 

Skrevet af Peter Hartig for 9 år siden | 0 Kommentarer

Tags: vinbog, Boganmeldelse, pecorino, hvidvinsdrue, hvidvin, madopskrifter, Marche, italien, Offida


Vidste du?

At man har produceret vin i mere end 2.000 år i Italien?