Om italiensk vin

De seneste 25 år har italiensk vin og vinproduktion gennemgået en af de mest radikale og gennemgribende forandringer i vinhistorien. I 1960'erne var Italiensk vin mest kendt for at være en temmelig letbenet om end til tider rustik smagsoplevelse, og man så udelukkende masseproducerede vine som fx Valpolicella, Soave, Frascati og - over dem alle - letbenet Chianti - ofte på bastflaske. Med kendermine, og næsen godt nede i det slyngede glas, kaldte vi danskere den for “Sjanti”.

Ikke uden grund blev italiensk vin udsat for hård kritik fra vinkendere og specialister, og ingen ekspert med respekt for eget ry og omdømme kunne drømme om at sidestille støvlelandets vin med store vine fra Bordeaux, Bourgogne eller Champagne. Men meget er sket siden da.

Bastflasken på museum
Fra et nærmest antikveret stade har teknikken i Italien udviklet sig med rivende hast og er nu nærmest super avant-garde med flere vin- og druetyper end noget andet land i verden.

En ny generation af fremsynede producenter dominerer nu billedet, og det er ikke længere en selvfølge, at sønnike overtager fars livsværk. Nu tilkalder man ønologiske konsulenter som rådgivere i vinproduktionen, og disse konsulenter har i dag nærmest stjernestatus i Italien.

Bastflasken er med andre ord sendt på museum, bortgemte druesorter er dukket frem af glemslen og flere og flere vinmagere sætter fokus på nytænkning og kvalitet.

Fra alperne til ørkenen
Det siger sig selv, at i et land som strækker sig fra Alperne i nord, f.eks. Trentino Alto-Adige, og mod syd til Sicilien tæt på Nordafrikas kyst, er der en enorm variation af klima- og jordbundsforhold, og i flere regioner er det såkaldte ’mikroklima’ med til at skabe stor variation selv indenfor få kvadratkilometer.

Disse forhold giver igen yderligere variationsmulighed for druer, vintraditioner og vintyper, og netop på disse områder skiller Italien sig ud fra resten af vinverdenen som et land med en enorm variation. Landet er en guldgrubbe af lokale druevarianter, hvoraf nogle er velkendte, mens andre først lige er dukket frem af flere hundrede års glemsel.

Af landets omkring tusind druesorter er ca. en tredjedel nu EU-godkendt, og unionen ønsker tydeligvis at eliminere resten, men det kan de slipseklædte teknokrater i Bruxelles godt glemme. Italiens lokale vinbønder fortsætter med at fremstille vin, som de har gjort i generationer - Basta... og 'grazie' siger vi.

Nye vinlove, overblik og kvalitet
Er man kendt med fransk vin, kan det italienske vinlandskab forekomme fuldstændig uoverskueligt - og det var det måske også engang - men den 13. januar 1992 blev Italiens nye vinlov vedtaget efter 10 års intenst, latinsk skænderi blandt både eksperter og politikere.

En kendsgerning blev det dog, at der nu var skabt et slags grand cru-system, som vi kender det fra Frankrig. Marker og druer blev registreret, skrap kontrol blev indført og smagekommissioner nedsat.

Kontrol er i sig selv er naturligvis ingen kvalitetsgaranti, men den kan anspore den enkelte vinbonde til at stramme op og få bedre resultater, og det er nøjagtigt, hvad der er sket siden den reviderede vinlov i 1992.

Italiensk vin er med andre ord på vej og det i en støt, stigende kurve. Kvalitet, innovation, forandring og nytænkning er nøgleordene i dagens vinproduktion.

Det er vores håb, at du kan bruge Italiensk Vinguide som din kilde til udforskning af støvlelandets vine eller blot som inspiration til sommerferiens vinoplevelser.

Venlig hilsen

Italiensk Vinguide