Vinkælderen
Fra 7,- kr. Køb adgang nu!

Om os

Velkommen til en guide om italiensk vin.

Barolo, Barbaresco, Brunello, Amarone… Piemonte, Toscana… vi har efterhånden lært navnene på de store vine fra Italien, og hvor nogle af dem kommer fra. Men hvordan kommer man videre, for italiensk vin er jo andet og meget mere end typer?

Italiensk Vinguide er et ambitiøst forsøg på at åbne døren til det store skatkammer af spændende vine, som Italiens 20 regioner gemmer på, for i et land med ca. 20% af verdens samlede vinproduktion, er der er rigeligt at tage fat på.

Lad os med det samme slå fast, at Italiensk Vinguide ikke forsøger at favorisere nogle vine frem for andre. Vi fortæller udelukkende om zoner, oprindelse, druesammensætninger osv. Når den pågældende vintype udmærker sig på særlig vis, kan vi dog ikke holde os tilbage fra at skamrose.

Så vidt det er muligt, forsøger vi at undgå for mange floskler i vores smagsbeskrivelse, men er det et af vinens generelle kendetegn, dukker der nok lidt blommer, svesker eller skovbær op i beskrivelsen.

”Rom blev ikke bygget på en dag”, og dette gælder også en italiensk vinguide. Det er et kolossalt projekt vi har givet os i kast med, og derfor vil du heller ikke finde samtlige vine lige med det samme. Men siderne bliver opdateret hver eneste dag med nye vintyper osv., så du kan med fordel bogmærke vinguiden, vende tilbage jævnligt og altid finde nyt.

Overblik over hele Italien
Italiensk Vinguide tager et geografisk udgangspunkt først og fremmest i Italiens 20 regioner. Herfra kan du klikke dig ned igennem regionernes utallige zoner, subzoner og de vine, vi har valgt at beskrive.

Vi har forsøgt at gøre det så overskueligt og brugervenligt som muligt, så du altid har overblik over, hvor du befinder dig og hvordan du kommer videre. På udvalgte sider er der også billeder af området og vi planlægger at tilføje endnu flere billeder løbende.

Bemærk venligst, at vi (næsten) ikke henviser til bestemte producenter, men alene beskriver vintyperne og deres karakteristika. Der kan dog være tilfælde, hvor producenten eller vinbonden er så vigtig eller laver så bemærkelsesværdig vin, at vi ikke kan lade være med at nævne navnet.

Fyldt med indhold
Italiensk Vinguide indeholder også en oversigt over de mange italienske druesorter. Vi opdaterer løbende listen, så denne side vil vokse hele tiden. Vi arbejder også på en vinordbog, hvor vi især sætter fokus på de italienske ord, udtryk og talemåder, hvilket kan være fordelagtigt, hvis du fx skal på indkøb eller ligefrem skal til Italien og besøge vingårde- og slotte.

Store ambitioner
Italiensk Vinguide er kun lige begyndt. Vi har masser af idéer og planlægger at udvide siden med endnu flere features i fremtiden.

Vi har f.eks. også lanceret et vinforum for registrerede brugere, hvor man kan udveksle erfaringer om vinrejser, stille spørgsmål eller blot dele sin glæde over en spændende vin, som man har smagt – eller noget helt andet vinrelateret.

Kom derfor snart igen eller kontakt os, hvis du har nogle forslag til, hvad vi kunne gøre endnu bedre – også gerne hvis du finder en fejl.

Rigtig god fornøjelse med Italiensk Vinguide.

Peter Hartig og Joel Grøndrup
iWine Guides s.m.b.a.

 

Vidste du?

At Italien i 2011 regnes for verdens største vinproducent?