Vinkælderen
Fra 7,- kr. Køb adgang nu!
Morgendis på Sardegna
Morgendis på Sardegna
Region: Sardinien
Vin:

Vermentino di Gallura DOCG

Fakta om denne vin

Vin: Hvidvin
Smag: Tør
Fylde: Kraftig
Min. alkohol: 12%
Gemmepotentiale: 3 år

Vermentino-druen findes mange steder i Middelhavsområdet, fra Spanien til Ligurien og på de to store øer, Korsika og Sardinien. Den har også vokset i små områder på øen Madeira og nogle steder i det sydlige Frankrig.

Genetisk er Vermentino af spansk oprindelse, og dens rejse ud i den store verden startede fra Spanien til Korsika i det 14. århundrede, og derfra videre til Ligurien. Dens tilsynekomst på Sardinien er forholdsvis ny, faktisk ikke længere tilbage end til de sidste årtier af det sidste århundrede. Første beplantning fandt sted i Gallura-zonen på øens nordligste spids.

Og noget tyder på, at Vermentino finder sit bedste udtryk og særlige personlighed i Gallura, et område der uophørligt påvirkes af en til tider ret heftig vind fra Alperne, bedst kendt som Mistralen. Dertil kommer, at Galluras tørre, hårde jord ikke er specielt velegnet til andre landbrugsprodukter.

Vermentino di Galluras høje kvalitet skyldes ikke kun de mikroklimatiske forhold, men også til karakteren af terrænet, som vinstokkene gror i. Terrænet har nemlig, fra et agroteknisk synspunkt, en tynd og ret dårlig undergrund af granitmateriale, men lige netop disse specielle forhold er perfekte for Vermentino, idet de positivt påvirker både duft og krop i vinen.

Vermentino di Gallura er Sardiniens hidtil eneste DOCG-type, og typen dyrkes i Galluras skovklædte højdedrag i den nordøstlige del af øen. Som nævnt er basisdruen Vermentino (95-100%) med tilladelse til tilsætning af et lille kvantum lokale, ikke-aromatiske druer (0-5%).

Produktionszonen omfatter 21 kommuner i Sassari-provinsen samt dele af Budoni-provinsen og San Teodoro i Nouro-provinsen.

Vinen er strågul med grønne reflekser og har en underfundig, intens og delikat duft med en fin krop. Smagen er frugtrig og kan betegnes som blød og alkoholisk med en let bitterhed i finalen. Nogle vine kan direkte imponere med deres markante koncentration.

Minimum alkoholstyrke er 12%, men ofte ser man op til 14%.

Der findes også en Superiore, som skal indeholde minimum 13% alkoholstyrke.

Uden overdrivelse kan man indregne Vermentino di Gallura på listen over Italiens største hvidvine.

Nydes til egnens fiskeretter.

Godt at spise til Vermentino di Gallura DOCG

Klik på en ret for at finde flere vine
Vidste du?

At Italiensk Vinguide indeholder mere end 1.100 sider om italiensk vin?