Apulien – fra destillation til kvalitetsvine

Som landets største vinproducerende region er Apulien, Italiens støvlehæl, ofte blevet kaldt for landets vintønde, og ikke uden grund. Med sine 12 millioner hektoliter var regionen i 2001 reelt verdens 7. største vinproducerende ”land”.

I 2009 faldt Apulien imidlertid tilbage som Italiens 4. største vinproducerende region med nu 6 millioner hektoliter, og produktionen er siden faldet støt og roligt, og en del af årsagen er, at der i 1961 var plantet vinstokke på 250.000 hektarer, mens tallet i dag er faldet til 98.000 hektarer.

Alt sammen virker det noget kriseagtigt, men det er langt fra tilfældet.

Det siger sig selv, at tidligere tiders voldsomme produktionsmængder ikke gav de bedste betingelser for kvalitetsproduktion, og efter manges mening var det meste vin da også mest egnet til enten destillation, papvin eller kølervæske. Det kunne simpelthen ikke fortsætte.

Apuliens producenter har derfor taget grensaksen i den anden hånd og vil nu noget seriøst med deres vine. Således dækker regionens områder under DOC nu næsten 13.000 hektarer, hvilket er en fordobling i sammenligning med 1990. Med andre ord er der kommet mere styring på produktionen. Læg dertil, at mere end en fjerdel af Apuliens output nu er vine under IGT-lovgivningen.

Apulien er bogstavelig talt i gang med et kolossalt skift fra en region med ambitioner om leverancer til landets grappa-industri til en region med produktion af den kvalitetsvin, som områdets marker, klima og vinmagere vitterligt har potentialet til. Overliggeren er rykket op.

Tilbage til rødderne
Omkring år 20 fvt. lovpriste den romerske poet, Quintus Horatius Flaccus, blandt venner bedre kendt som Horats (65 - 8 fvt.), vinene fra Taranto som fuldt ud på højde med den tids prestigevin, ”Falernum”, men klare vidnesbyrd peger også på, at de gamle grækere lang tid forinden allerede havde fået øje på ”hælens” potentiale til vinfremstilling af høj klasse.

Således kan vi, foruden flere andre druer, bl.a. takke grækerne for at medbringe druesorten, Uva di Troia (druen fra Troja) og plante den i den nordlige del at regionen. Mens de nu var så godt i gang, besluttede de heldigvis også at plante druen Negroamaro (sort aromatisk) i den sydligere del af Salento-halvøen. Og tak for det.

Apuliens helt unikke klima- og jordbundforhold har til alle tider givet store muligheder for mega vinproduktion, men det var ikke nødvendigvis en fordel. I et officielt, lokalt dokument fra 1830 begrædes det således, at der bliver produceret så ufatteligt store mængder vin, og i dokumentet henstilles der til, at man fremover burde fokusere mere på kvalitet end på kvantitet.

Godt på vej
Producenterne må siden have kigget i de gamle dokumenter, for nu er der virkelig røre i druemosten i Apulien. Selv om der efter mange eksperters mening stadig er for mange DOC-vine, er der nu vokset en ny generation af seriøse producenter frem, som har flyttet fokus fra højt udbytte til høj kvalitet.

Som det går nu, virker det som om Apulien er ved at arbejde sig væk fra sit image som producent af bulkvin og leverandører til grappa-destillerier. Tidligere var det udelukkende de store producenter, som havde ”råd” til at give sig tid til kvalitetsvin, men nu har en underskov af små producenter budt sig til.

Følg godt med fremover.

Udfordr din vinhandler
Næste gang du besøger din vinhandler, skal du udfordre ham eller hende. Spørg kun efter Apuliens topproducenter, og glem alt det billige supermarkedssprøjt – med mindre du lige står og mangler kølervæske til bilen, men det kan gøres billigere på tanken.

Her er nogle forslag til din apuliske vinjagt på seriøse producenter og vine:

Cantina Locorotondo: vi starter med en hvidvin og spørger efter en flaske af enkeltmarksvinen, Locorotondo ’Vigneti in Tallinajo’. En herlig, fed hvidvin til fisken.

Rivera: her er det husets kraftige rødvinsbombe, Castel del Monte Aglianico Riserva ’Cappellaccio’. Har de den ikke, spørger du efter deres Castel del Monte Rosso Riserva ’Il Falcone’. Den har de nemlig heller ikke.

Leone de Castris: spørg efter deres Salice Salentino Rosso Riserva ’Donna Lisa’. Den burde være på hylderne. Ved samme lejlighed bør du også forsøge at rykke ved din forestilling om, hvordan en rosévin (Rosato) kan smage. Spørg derfor lige efter et par flasker Salice Salentino Rosato ’Five Roses’ (nej, ikke Four Roses). Den glemmer man ikke lige med det samme, og du kan læse den sjove historie om typen her. ’Five Roses’ kan i øvrigt med fordel gemmes, hvilket er lidt usædvanligt for en Rosato.

Tenuta Pozzopalo: spørg efter deres saftige og kraftfulde rødvin, Primitivo di Manduria ’Giravolta’. Accepter ikke efterligninger.

Taurino: spørg efter husets IGT-rødvin, Salento Rosso ’Notarpanaro’, en enestående, flot vin. Og hvorfor ikke lige nappe deres anden IGT-bombe, rødvinen Salento Rosso ’Patriglione’? Måske kan du finde den i Danmark.

Rubino: laver en interessant, krydret sag i form af rødvinen Brindisi Rosso ’Jaddico’. Den snupper vi også (selv om det er tvivlsomt, at de har den...).

Accademia dei Racemi: der skal også være en dessert-rødvin, så på vej ud af butikken snupper du lige en flaske Primitivo di Manduria Dolce Naturale ’Primo Amore’. Med det navn kan aftenen kun blive en succes.

Buon appetit é salute!

PS. Du kan læse om ovennævnte vintyper under regionen Apulia.