Vinkælderen
Fra 7,- kr. Køb adgang nu!

Champagne øger intellektuelle ressourcer

Skrevet af Peter Hartig den 29. Mar 2013 | 0 Kommentarer

Vellykkede forsøg med at servere mousserende vin for rotter lover godt nyt, og dermed er der gode undskyldninger for at nyde et dagligt glas af de gyldne, boblende dråber.

De fleste mennesker sætter stor pris på et glas fransk Champagne eller italiensk Spumante, og ikke sjældent er det sket, at vindrikkeren, efter indtagelsen af de gyldne dråber, føler intellektet blomstre i et hidtil uset omfang. Det er der nu en videnskabelig forklaring på.

Ifølge et forskerhold i kemi, fødevarer og medicin på universitetet i Reading, Storbritannien, viser det sig nemlig, at organiske syrer i mousserende vin øger de intellektuelle ressourcer.

I forskerholdets rapport, som blev offentliggjort i tidsskriftet Antioxidants & Redox Signaling, forklarer forfatterne, at forsøgene viser, at visse kemikalier i fødevarer i udpræget grad kan forbedre hukommelsen, selv om der dog stadig mangler data på fenolsyrer.

Således serverede forskerholdet Champagne (svarende til et glas pr. dag pr. person) til laboratorierotter i seks uger og fandt, at de hårdt prøvede gnavere viste en forbedring i den fysiske arbejdshukommelse takket være forbedret cellecyklus-regulering i cortex og hippocampus, som er den del af hjernen, der styrer indlæring og hukommelse.

Lykkeligvis lover ledende forsker, Dr. Giulia Corona, at test også viser sig ganske lovende for mennesker.

”Dagligt tilskud af Champagne (og dermed også Spumante, red.) i lave til moderate doser i seks uger førte til en forbedring i hukommelsen,” fortalte Corona til vintidsskriftet Wine Spectator.

”Dette indikerer, at phenolforbindelser i Champagne interagerer direkte med nerveceller, forbedrer kommunikationen mellem cellerne og hjælper nerver, som bærer elektriske signaler i hjernen, til at regenerere,” slutter forskeren.

Og hvem ønsker ikke at øge sin indlæring, hukommelse og intellektuelle ressourcer?

Hvis du vil have inspiration til egne forsøg, kan du med fordel lede på Italiensk Vinguide. Der er mange muligheder, men søg f.eks. under vinzonen Conegliano Valdobbiadene Prosecco DOCG, hvor mange herligheder venter den nu givetvis temmelig utålmodige forsøgsperson.

Skrevet af Peter Hartig for 11 år siden | 0 Kommentarer

Tags: champagne, spumante, mousserende vin, hvidvin, hjernen


Vidste du?

At Italiensk Vinguide indeholder mere end 1.100 sider om italiensk vin?