Vinkælderen
Fra 7,- kr. Køb adgang nu!

Rosinbomben fra Valpolicella

Skrevet af Peter Hartig den 27. Apr 2011 | 0 Kommentarer

Boganmeldelse:

Ud af den samlede verdens millioner af vinelskere er specielt danske forbrugere faldet pladask for rødvinen Amarone della Valpolicella – den kraftige og sødmefulde mastodont-rødvin fra Veneto-regionen i Norditalien.

For mange eksperter står det stadig hen i det uvisse, hvorfor lige netop Amarone er så interessant. Det er jo velkendt, at dens kraft er i stand til at smadre ethvert måltid, hvis det vel at mærke ikke er helt specielt komponeret og tilpasset vinen.

Måske finder man svaret i Mikael Lyngs bog, ”Amarone – Sværvægteren fra Valpolicella”. Forfatteren blev nemlig ramt af noget, som meget vel kan forklare fænomenet.

Lavinen startede for fem år siden, da Mikael Lyng for første gang satte et glas Amarone til læberne, hvorefter trangen til at skrive en bog om vinen voksede i takt med hvert glas, der blev indtaget.

Og som de siger i TV-reklamerne: NU er den her… utallige vinture og smagninger senere.

Lad det være sagt med det samme. Bogen er skrevet med stor entusiasme og indsigt i emnet, og man skal ikke læse mange linjer før det står klart, at Mikael Lyng har fundet kærligheden i sit liv: Amarone della Valpolicella.

Bogen indledes med en gennemgang af de fem kommuner, hvor kraftkarlen produceres. Billedmaterialet er godt, og man behøver ikke være Amarone-tifosi for at mærke rejsefeberen prikke velbehageligt i kroppen.

Herefter gennemgås Amaronens historie, hvor selve teknikken bag ’passito’ gennemgås, og vi er helt tilbage i antikkens Grækenland og Rom, hvor man bl.a. tørrede druerne på store sten og senere på særlige tørrelofter, som i dag.

Amaronens karakteristik gennemgås, og man bliver oven i købet rådgivet i, hvordan man skal drikke et glas af rosinbomben fra Valpolicella. Og drikkes den korrekt, bliver læseren lovet en tur i Paradis.

For årgangsfanatikere er der også guld at hente i bogen. Således er der en årgangstabel, som spænder over perioden 1961 til 2005, og endelig overværer man en blindsmagning af 80 Amaroner og får samtidig en grundig gennemgang af de, efter forfatterens mening, væsentligste producenter i Valpolicella.

En ganske imponerende smageliste, og utvivlsomt et træls arbejde at smage sig igennem de mange vine. Heldigvis har Mikael Lyng fået hjælp fra et smagepanel bestående af Michael Christensen (vinhulen.dk), Christian Madsen (vinbaren Il Senseo), Jan B. Hernvig (efter forfatterens udsagn ’Livsnyder’), Casper Schulze (en mand med interesse for jord og opbevaring) samt Mikas Rudberg (vinanmelder og skribent på Winebook.dk).

Den virtuelle vinsmagning udgør næsten halvdelen af bogen.

Nogen vil måske indvende, at emnet sikkert udelukkende henvender sig til førnævnte Amarone-tifosis, og det gør det helt sikkert også. Men Mikael Lyng formår på bedste vis at åbne emnet for alle vinelskere, så det ikke bliver nørdet men derimod en dedikeret persons kærlighedserklæring til flasken i hans liv, ”Amarone – Sværvægteren fra Valpolicella”.

Du kan købe bogen ved at klikke på linket her:
Amarone - Sværvægteren fra Valpolicella

Skrevet af Peter Hartig for 14 år siden | 0 Kommentarer

Tags: Amarone, Valpolicella, Boganmeldelse, Mikael Lyng, Sværvægteren fra Amarone, Veneto, Norditalien


Skriv en kommentar


Kommentarer

No one has commented on this page yet.

RSS feed for kommentarer på denne side | RSS for alle kommentarer

Vidste du?

At du er ægte italiener, når du ikke fjerner plasticovertrækket fra dine nye stole, før det er fuldstændig ødelagt? Og når du endelig fjerner det, er det med vemod.