Vinloven

De fleste opfatter Italien som et charmerende kaos, hvor orden og systematik er en by i Rusland, hvor love og regler er til for et syns og EU’s skyld, og hvor der sættes en ære i at bryde samme. På den baggrund spørger de fleste sikkert sig selv, om (1) Italien overhovedet har en vinlov, og om (2) støvlelandet i bekræftende fald har styr på den?

Det hurtige svar på begge spørgsmål er et klart ja.

Med lov nr. 193 blev der i 1963 faktisk bragt mere systematik og orden end man ser i andre store, vinproducerende lande. Lovene er forbilledlige, klare og detaljerede.

Vil man sætte sig ind i de italienske vinlove ligger udfordringen ikke i selve loven men snarere i den italienske mentalitet. Lysten til at producere spændende vine er stor, men som nævnt er italienerne ikke specielt tilbøjelige til at lade sig styre af stramme regler og retningslinjer, og denne nationale egenart har bevirket, at grænsen for den enkelte zones vinlov er blevet presset.

Af denne grund er der er opstået et utal af nye zoner og subzoner, hvormed man faktisk har undermineret klassifikationssystemet. Fint for den nysgerrige forbruger men en anelse forvirrende for den, som vil sætte sig ind i klassifikationssystemet.

Oprindeligt var DOC og DOCG tænkt som et hierarkisk system med de bedste vine øverst i pyramiden og de mindst interessante nederst, men det er på ingen måde tilfældet i dag. Egentligt ikke negativt men igen en anelse forvirrende for nybegynderen.

Således findes der i dag mere end 350 oprindelsesbetegnelser (zoner og subzoner), og førnævnte store lyst til at prøve nye veje har betydet, at mange spændende VdT-vine er rykket op som IGT, og IGT-vine er blevet ophøjet til DOC og DOCG. For at gennemføre disse ændringer har man enten justeret på det gældende reglement eller oprettet helt nye vintyper under kategorierne.

Her skal det indskydes, at en hvis en vin ophøjes fra DOC til DOCG, skyldes det alene, at sammenslutningen af en bestemt vinzones producenter har fået godkendt en ansøgning af den nationale vinkomité med det mundrette navn ”Comitato Nazionale per la Tutela e la Valorizzazione delle Denominazioni di Origine e delle Indicazioni Geografiche Tipiche dei Vini”.

Indplaceringen i en ”højere” kategori afhænger altså af, om producenterne kan blive enige om fremtidige strammere krav til en bestemt vintype, og er dermed ikke en forfremmelse eller præmiering af vinen.

Med andre ord er DOC eller DOCG ikke det garantistempel, det oprindeligt var tiltænkt, men det betyder heldigvis ikke det store for os forbrugere.

Kvalitetsgarantien ligger alene i den enkelte producents kvalitetsbevidsthed og lyst til at pleje sit gode ry og omdømme. Der kan således være stor kvalitetsforskel indenfor de enkelte vintyper, f.eks. indenfor typen Barolo DOCG eller Valpolicella della Amarone DOC. Uagtet den høje klassifikation findes der også dårlige vine under begge kategorier.

En DOC-vin kan således sagtens være bedre end en DOCG, eller en IGT bedre end en DOCG. Alt afhænger af samspillet mellem producentens evner som vinmager, markernes placering, jordbunden, klimaet m.m. og ikke mindst druerne.

Og her er vi ved det charmerende – dette herlige anarki har skabt mangfoldige, forrygende og vildt spændende vine.

Derfor, god jagt i den forunderlige, italienske vinverden, hvor du aldrig bliver færdig.

Klik på pyramiden øverst på denne siden og læs mere om de enkelte kategorier.