”Denominazione di Origine Controllata e Garantita” (DOCG), blev indført som en højere kategori i forhold til DOC. Tilføjelsen 'garantita' skal indikere en ekstra garanti for vinens kvalitet, hvilket det på ingen måde nødvendigvis gør.
Det tilføjede ’G’ i DOC-betegnelsen betyder formelt, at kravene til denne vintype er strammet væsentligt op hvad angår brugen af druesorter og sammensætning af disse. Endvidere skal høstudbyttet være mindre pr. ha, og der er yderligere skrappe tekniske krav til bl.a. syreindhold, tørstof m.m.
Dertil kommer, at producenterne skal finde sig i uanmeldte kontrolbesøg fra udsendte professionelle eksperter, som kontrollerer udbyttet og prøvesmager vinene.
Hensigten med vinloven fra 1963 var oprindeligt, at kun absolut topvine kunne kvalificere sig til den højeste udmærkelse DOCG, men som nævnt viser fakta noget andet.
Eksempelvis har latteren stadig ikke lagt sig efter at regionen Emilia Romagna fik godkendt sin noget anonyme hvidvin, Albana di Romagna, som DOCG. Retfærdigvis skal det nævnes, at producenterne sidenhen har gjort en stor indsats for at stoppe latter og morskab over udnævnelsen, og typen er godt på vej.
Der er heldigvis adskillige store undtagelser indenfor DOCG, og de bevæger i den helt anden ende af skalaen. Lad os blot nævne vine som Barolo, Barbaresco, Brunello di Montalcino, som var blandt de første i denne klassifikation, samt Taurasi, Montefalco Sagrantino, Montepulciano d’Abruzzo Colline Teramane og adskillige andre. Alle særdeles imponerende vine, der kan måle sig med de største i verden.
Ud over etiketten kan man kende en DOCG på en speciel banderole omkring flaskehalsen. På hvidvinen er den grøn og på rødvinen lyserød.
Læs mere om vinloven her.
At du er ægte italiener, når du ikke fjerner plasticovertrækket fra dine nye stole, før det er fuldstændig ødelagt? Og når du endelig fjerner det, er det med vemod.