Vinkælderen
Fra 7,- kr. Køb adgang nu!
Sensommer i Campania
Sensommer i Campania
Region: Campania
Vin:

Taurasi DOCG

Fakta om denne vin

Vin: Rødvin
Smag: Tør
Fylde: Kraftig
Min. alkohol: 12%
Obl. lagring: Min. 3 år
Gemmepotentiale: Over 10 år

Taurasi DOCG (Taurasi Rosso DOCG) regnes af mange som intet mindre end Syditaliens største rødvin, eller vin i det hele taget, og den er en juvel. Vinen har taget navnet fra en af de i alt 17 kommuner i Avellino-provinsen, og vinstokkene står i højdedragene nordøst for Avellino, især omkring middelalderbyen Taurasi. Byen er i sig selv et besøg værd.

Taurasi DOCG er blevet kaldt "Baroloen fra Syd", og der er faktisk visse lighedspunkter imellem de to giganter. Dels har begge vine særdeles stramme tanniner, som er forbudt for børn, og dels minder området en del om Barolos Langhe-zone i Piemonte, både hvad angår klima, jordbundsforhold og vegetation.

I Piemonte modnes Nebbiolo med samme stædighed som Taurasis hoveddrue Aglianico, der også høstes i det sene, disede efterår, og begge giganter ældes med samme elegance. I sidste ende holder de sig dog i reserveret og respektfuld afstand fra hinanden - som monarker bør gøre.

Som det fremgår, er Taurasi DOCG Campanias mest kendte og respekterede vin. Dette skyldes bl.a. dens fyldige struktur, men også det flotte lagringspotentiale, som skyldes et meget højt indhold af gummebidende garvesyre (tanniner), stammende fra den meget sene høst.

Som ung er Taurasi DOCG flot rubinrød. Med alderen skifter den nærmest til mørk mahogni og udvikler en helt bemærkelsesværdig dyb bouquet og smag af kirsebær, violer, balsamisk eddike og blommer. Finalen har elegante strejf af krydderier. I munden bliver Taurasi DOCG nærmest varm og frugtagtig med en meget behagelig syre og elegante nuancer fra træfadet. En usædvanlig og betagende oplevelse.

Foruden Aglianico-druen (85-100%) må der tilsættes op til 15% lokale, blå druer, ofte Piedirosso, Sangiovese eller Barbera, men førende producenter foretrækker en ren Aglianico-vin, som lagrer på store træfade før den hældes på flaske. Der er dog en tendens til at man nu lagrer på de små barriques.

Obligatorisk lagring er 3 år hvoraf mindst 1 år skal være på træfade. Nogle producenter lagrer Taurasi DOCG i yderligere 1 år på flaske før salg. Alkoholstyrken skal være minimum 12%.

Der produceres også en Taurasi Riserva DOCG (Taurasi Rosso Riserva DOCG), hvor lagringskravet er 4 år med minimum 18 måneder på træfade. Minimum alkoholstyrke for Riserva-typen er 12,5%.

Lagringspotentialet for Taurasi Rosso DOCG er stort. Således er det ikke usædvanligt at se 30 år gamle Taurasi'er, som stadig har både saft og kraft.

Til slut et gratis tip: Finder du en Taurasi årgang 1968 fra Mastroberardino bør du slå til med det samme. Den er legendarisk (men dyr).

Godt at spise til Taurasi DOCG

Klik på en ret for at finde flere vine
Vidste du?

At Italien i 2011 regnes for verdens største vinproducent?