Vinkælderen
Fra 7,- kr. Køb adgang nu!
Region:

Sardinien

Sardinien, eller Sardegna, er Italiens næststørste ø efter Sicilien, og er på enhver måde ganske særegen. Som vinkøber møder man en blandet landhandel, og er man mest til det traditionelle og velkendte, skal man nok gå andre steder hen. Er man derimod til uventede vinoplevelser, er Sardegna bestemt stedet at gå på opdagelse.

Årsagen til Sardiniens excentricitet skal findes i øens lange historie. Det menes at beboerne kom til øen via en landtange, der i tidligere tider forbandt øen med Korsika, Elba og fastlandet i det nuværende Toscana. Øens mest traditionsbundne indbyggerne taler stadig det oprindelige sprog, sardo, der lyder som en slags ny-latinsk tilsat lidt arabisk og spansk.

Trods sin anselige størrelse har Sardinien på en eller anden måde altid været isoleret, og dette har bidraget til det lidt mystiske præg, som øen har. Eksempelvis er det stadig en gåde, hvad de utallige ’nuraghi’, en slags stentårne strøet med lind hånd rundt på øen, har været anvendt til. Nogle mener, at det var en slags forsvarsværker, andre en samlingssted for tilbedelse af afguder.

Trods de ufatteligt lange og smukke kyststrækninger, har indbyggerne overvejende ernæret sig ved skovbrug, landbrug og fåreavl. Vinen kom sandsynligvis til øen med fønikerne, kartagerne og romere samt, i særdeleshed, af spanske erobrere i det 13. århundrede.

Spanierne var vældig opsatte på at erobre øen, men hverken for dem eller andre er det nogensinde lykkes. Ikke desto mindre blev spanierne længe nok til i det mindste at sætte et vinmæssigt aftryk på øen. Dette ses bl.a. i øens tørre, sherrylignende typer som Vernaccia di Oristano eller port-typer som Alghero Liquoroso.

I dag har Sardinien 20 DOC(G) typer samt 15 IGT, hvor de tørre, kraftige rødvine indtager førerpladsen. Dertil kommer de middelkraftige hvidvine, men der produceres også en hel del lette og friske hvid- og rosévine foruden førnævnte, bemærkelsesværdige ”sherry-” og ”portvinstyper”. Prøv f.eks. dessertvinen Angelu Ruju fra Sella & Mosca, som er en overvældende oplevelse.

Alt i alt inviterer Sardinien vinelskeren på en spændende ’tour de force’, fra det traditionelle til det bizarre.

Besøger man øen, kan det anbefales at kigge forbi vinhuset Sella & Mosca, der har Europas største vinmarker og ikke mindst er kendt for særdeles høj kvalitet og adskillige, højt præmierede vine.

Læs mere om vinene fra Sardinien ved at klikke i top menuen på højre side.

Vidste du?

At der findes 37 vine, der er mærket DOCG (Denominazione di Origine Controllata e Garantita)?