Vinkælderen
Fra 7,- kr. Køb adgang nu!
Vinmarker i Veneto
Vinmarker i Veneto
Region: Veneto
Vin:

Amarone della Valpolicella DOCG

Fakta om denne vin

Vin: Rødvin
Smag: Tør
Fylde: Kraftig
Min. alkohol: 14%
Obl. lagring: Min. 2 år
Gemmepotentiale: Over 10 år

Amarone della Valpolicella DOC har længe været en særdeles populær rødvin internationalt, og ikke mindst danskerne har taget denne rosinbombe til hjertet. I øvrigt en ting som italienerne stadigvæk klør sig lidt i nakken over, men heftige, varme og lagrede vine har altid tiltrukket de danske smagsløg, en tendens der for alvor startede i 1980’erne, da spanske Rioja-vine havde deres storhedstid under de nordlige himmelstrøg.

Navnet ’Amarone’ er udledt af det italienske ord for ’bitter’ (amaro) og benyttes for at adskille den søde dessertvin Recioto della Valpolicella DOCG (på samme druesammensætning), som den tørre type oprindeligt stammer fra. En Amarone er kort fortalt en udgæret version af dessertvinen Recioto della Valpolicella DOCG.

Amarone della Valpolicellas internationale popularitet er ikke gået upåagtet hen i støvlelandet, hvor vinifikationen de seneste år konstant er blevet justeret og forfinet. Konsortiet bag Amarone della Valpolicella DOC så derfor efterhånden de kommercielle muligheder i produktudvikling og målrettet markedsføring, hvorfor de ansøgte ministeriet om at få vinen hævet til DOCG. Godkendelsen kom den 24. marts 2010, hvorefter den saftige sag nu hedder ”Amarone della Valpolicella DOCG”. Et vigtigt ekstra ”G” blev dermed tilføjet på etiketten.

Tildelingen af den nye DOCG betyder, at kravene til vinifikationen er øget væsentligt, udbyttet pr. ha er sænket, druesammensætningen er ligeledes ændret samt flere andre forhold. Om dette nødvendigvis udmønter sig i et endnu bedre produkt, vil tiden vise.

Som så ofte i italiensk vinproduktion starter Amarones historie helt tilbage i romertiden, hvor Svetonius omtaler ”varm ’Raeticum’” som et godt middel til forebyggelse af mavepine. Virgil og Plinius den Ældre omtaler ’Retica’ som ”næsten lige så god” som romernes egen ’Falernum’ og Plinius forbinder samtidig vinen med Verona.

I starten af 500-tallet finder vi måske den bedste dokumentation for Amarone della Valpolicellas oprindelse, da historikeren og forfatteren Flavius Magnus Aurelius Cassiodorus (c. 490-585 evt.) i et brev bestiller vin til Kong Teoderik d. Stores kongelige lager og hof i Ravenna i Emilia-Romagna, hvor han tjente som embedsmand. Vinen omtales i meget begejstrede vendinger under navnet ’Acinaticum’.

Cassiodorus er ret detaljeret i sin beskrivelse af fremstillingsprocessen. Således beskriver den vinglade forfatter, hvordan druerne hænges til tørring fra pergolaer, hvormed de bliver sødere, at mosten presses frem i december samt at der laves frisk vin på ”violet nektar”, hvis gæringen stoppes i de kolde omgivelser.

Middelalderlige optegnelser om Amarone er ret sparsomme, men Veronas kraftige vine er dog omtalt før år 1000 evt. i den longobardiske Kong Rotaris berømte edikt om vinproduktion, hvor der bl.a. er fastsat meget strenge straffe for at stjæle druer. I årene efter år 1000 evt. er der ingen vidnesbyrd om køb og salg af vinmarker i området, hvor egnens ”Amarone della Valpolicella” blev betragtet på samme måde som kontanter til at betale for de feudale rettigheder.

Bortset fra enkelte vidnesbyrd sker der først noget omkring 1600-tallet i Venezia, som var hærget af Den Sorte Død. På samme tid var Republikken Venezia handelsmæssigt hårdt udfordret af adskillige søfartsnationer, men formåede alligevel at være Europas fremtrædende vinøse centrum, og man både eksporterede og importerede vin til og fra hele Middelhavsområdet.

Imidlertid forårsagede hyppige krige med Det Osmanniske Rige at forsyninger fra øst, især fra Grækenland og Cypern, blev blokeret, hvilket tvang venezianerne til at udvikle egne vinmarker i bakkerne omkring Verona. Inspireret af grækernes kraftige og stærke rødvin, fremstillet på halv-tørrede druer, påbegyndte man derfor fremstillingen af vin i Bardolino, Soave og Valpolicella-området.

Omkring det 19. århundrede udviklede vinproducenterne rødvinen 'Rosso Austero Costa Calda' (rødglødende, barsk, varm kyst), som i 1845 bliver nævnt i et auktionskatalog fra Paris. I kataloget omtales denne vin som ”kilden til højeste kvalitet fra Italien ... at foretrække frem for Bordeaux og Hermitage.”

Hidtil havde rødvinen fra Valpolicella været kendt som den søde/sødlige ’Recioto’, men navnet ’Amarone’ betyder som bekendt 'bitter'. Den udokumenterede, men romantiske, forklaring på det nye navn er, at dåben tilsyneladende blev foretaget i foråret 1936 af Adelino Lucchese, kældermester på Cantina Sociale Valpolicella, som dengang lejede sig ind på det smukke renæssanceslot Villa Mosconi Bersani, i Arbizzano i Valpolicella.

Ved et tilfælde opdagede Lucchese et glemt træfad med den søde Recioto – troede han. Imidlertid var vinen nu gæret helt ud og indeholdt derfor ikke restsukker af betydning. Dermed havde den fået en overraskende og helt anden næse og smag end den velkendte Recioto della Valpolicella. Da Lucchese smagte på indholdet udbrød han derfor: ”Questo non è un Amaro, è un Amarone” (Dette er ikke en Amaro (bitter vin)… det er en Amarone (stor bitter vin)).”

Kooperativets første præsident, Gaetano Dall’Ora, overværede optrinet og var ikke sen til at se de kommercielle muligheder i den ”nye” rødvin. Nogle kilder mener i øvrigt, at det var Dall’Ora, som udtalte de berømte ord.

Den anerkendte ønolog, Nino Franceschetti, gør desværre sit til at ødelægge romantikken, idet han peger på, at navnet ”amarone” var en almindeligt benyttet ikke-kommerciel betegnelse på udgæret Recioto. Den blev nemlig benyttet, når man trak Recioto-vin fra det slørede bundfald med gærceller og tappede det over på store glasbeholdere. Efter en tid udviklede indholdet sig til en kraftig, alkoholrig vin, som bl.a. blev kaldt ”amarone”, men den kunne også ses under betegnelsen ”fernet” eller ”sgroppin”.

Legende eller fakta? Det får vi sikkert aldrig at vide, men om ikke andet er historien i det mindste særdeles velegnet til at imponere vennerne med.

Den første tørre rødvin med navnet ”Amarone” på etiketten, var en 'Fiaschetti Amarone 1938' fra Gaetano Dall’Ora på La Cantina Sociale di Negrar. Flasken kom i handlen i 1942, men typen blev først godkendt som DOC i 1968.

Hvis vi vender blikket til nutiden, kan Amarone della Valpolicella DOCG betegnes som en særdeles kraftig og karakteristisk rødvin. Farven er intens mørk rubinrød til mørk granatrød, især efter længere lagring. Duften er karakteristisk og markant, men man falder sjældent i svime over bouquet’en. Det er helt andre strenge, der slås på her.

Smagen i Amarone della Valpolicella DOCG er yderst fyldig og varm, men samtidig også fløjlsblød med smag af både chokolade, rosiner, tørret rød eller mørk frugt, krydderier, tjære og mokka, som regel ledsaget af markant syre og tanniner. Amarone har ofte har en let jordagtig karakter.

Druesammensætningen til den nye Amarone della Valpolicella DOCG er næsten den samme som til den klassiske Valpolicella DOC, nemlig 45-95% af Corvina Veronese (ses også under navnet Cruina eller Corvina, og giver lette og lyse vine. Imidlertid egner den sig fortrinligt til tørring, idet dens tykke skal beskytter druen mod råd under processen).

Corvina-druen kan erstattes af 10% Corvinone (måske en subvariant af Corvina eller måske en helt selvstændig drue) samt 5-30% Rondinella (en ret karakterløs drue, som dog egner sig godt til tørring). Endelig må der benyttes op til 25% af andre ikke-aromatiske lokale blå druer (0-15% dog max. 10% af den enkelte drue).

Efter høsten lægges druerne på træriste, stråmåtter eller plasticbakker, ofte på tørrelofter med gennemtræk, hvor de i gennemsnit tørrer i 3 måneder for at koncentrere smagsnuancerne. Herefter gæres druerne, der nu næsten ligner rosiner, hvilket giver en yderst kraftfuld og stærk vin, der fra visse producenter kan sammenlignes med Bourgogne i store årgange.

Lagringspotentialet er stort. Således kan Amarone della Valpolicella DOCG i gode årgange gemmes i 20 år eller mere, og i denne periode udvikles en enorm finesse og kompleksitet. Mange foretrækker dog vinen som ung, hvor den stadig har sin friskhed og livlige frugt. Første møde med en ”gammel” Amarone kan nemlig være en ret voldsom oplevelse.

Alkoholprocenten skal min. være 14% og vinen skal lagre i 2 år regnet fra 1. december i høståret. Der findes også en Amarone della Valpolicella Riserva DOCG, der som minimum skal lagre i 4 år regnet fra d. 1. november i høståret.

Til sidst skal der lyde en velment advarsel: hvis måltidet er for let og fint, kan en Amarone næsten ødelægge det med sin kraft, så det er de tunge retter, kokken skal svinge rundt med. Det kan f.eks. være osso buco, stegt eller stuvet lam eller oksekød. En god gorgonzola med lækkert friskbagt brød kan også varmt anbefales.

Der ses også en Amarone della Valpolicella Classico DOCG, hvor druerne skal komme fra den såkaldt oprindelige, klassiske zone omkring byerne Negrar, Marano, Fumane, Sant'Ambrogio og San Pietro in Cariano.

Godt at spise til Amarone della Valpolicella DOCG
lam3
Lam

Klik på en ret for at finde flere vine
Vidste du?

At du er ægte italiener, når du ikke fjerner plasticovertrækket fra dine nye stole, før det er fuldstændig ødelagt? Og når du endelig fjerner det, er det med vemod.