Vinkælderen
Fra 7,- kr. Køb adgang nu!
Region: Marche
Zone:

Colli Pesaresi DOC

Colli Pesaresi DOC strækker sig fra grænsen til Romagna i Marches nordvestlige hjørne, langs højdedragene der omkranser floderne Foglia, Metauro og Cesano. Derfra videre mod kystbyerne Pesaro og Fano i vest ved Adriaterhavet og mod vest lidt forbi den usædvanlige middelalderby Urbino til Appenninerne. I alt 33 kommuner.

Vinene fra Colli Pesaresi er ofte kædet sammen med komponisten Gioacchino Rossini, som blev født i kystbyen Pesaro. Det fortælles, at Rossini var under et umenneskeligt stort pres fra sin forlægger, da han skulle skrive den berømte ouverture til operaen ”Barberen i Sevilla”. Det eneste, der hjalp ham igennem anstrengelserne, var rødvinen på Sangiovese-druen fra Colli Pesaresi, produceret i Novilara-højdedragene.

De første historiske vidnesbyrd om Sangiovese-druen finder vi i en bog udgivet i 1596 af professor i botanik ved universitetet i Rom, Andrea Bacci, der også var læge for pave Sixtus V (1521-1590). Bacci beskriver de "fremragende vine fra Fano, især dem fra Malvasie og Trebulane. Alle sammen gode vine fra marker og landsbyer i nærheden af Pesaro, såsom Colle Imperiale. Alle eksporteres i store mængder til Venezia."

Videnskabsmanden tænkte her på rødvinen Sangiovese dei Colli Pesaresi og hvidvinen Bianchello del Metauro.

Den smukke poesi overskygges i nogen grad af slut-1960’ernes strid imellem Marche og Romagnas vinbønder om Sangiovese-druens oprindelse. Romagnas avlere fremførte, at vinen fra Colli Pesaresi umuligt kunne anerkendes som en DOC-vin, fordi Romagna alene var berettiget til at bruge navnet på Sangiovese. En langvarig strid endte med at Pesaros vinavlerne vandt slaget i 1972, efter at de beviste, at Sangiovese havde været dyrket i deres område i århundreder.

Paradoksalt nok kunne Marches vinbønder bevise, at sorten i virkeligheden var af toskansk oprindelse hvilket understøttedes af den italienske planteekspert, professor Girolamo Molon, der allerede i 1906 skrev, at ”denne sort stammer fra Chianti.”

Tidligere var rødvinen Colli Pesaresi kendt under navnet Sangiovese dei Pesaresi, og distriktet omfattede dengang kun en enkelt rødvin. Nu er appellationen udvidet og omfatter 9 DOC-typer fordelt mellem rosé-typer (Rosato) samt rødvine og hvidvine. En kuriositet er især hvidvinen, Colli Pesaresi Roncaglia, der primært produceres på den blå Pinot Nero-drue.

Kvalitetsniveauet i Colli Pesaresi er ganske udmærket og har et interessant potentiale.

Læs mere om vinene fra Colli Pesaresi DOC ved at klikke i top menuen på højre side.