Vinkælderen
Fra 7,- kr. Køb adgang nu!
Region: Emilia-Romagna
Zone:

Romagna DOC

I en verden hvor markedsføring er en stadig vigtigere del af en salgssucces, er en af de store udfordringer i Italien at få synliggjort de mange små DOC-zoner. I Emilia-Romagna tog man konsekvensen i 2011 og ”fusionerede” fire DOC’ere til én enkelt og grundlagde dermed samtidig et enkelt stærkt ”consorzio” som redskab til markedsføring af tidligere ret ukendte vine.

Resultatet af anstrengelserne kom til at hedde Romagna DOC, som er beliggende i den østlige del af Emilia-Romagna og omfatter vinene fra det tidligere Cagnina di Romagna DOC, Pagadebit di Romagna DOC, Sangiovese di Romagna DOC og Trebbiano di Romagna DOC.

Konverteringen til den nye stor-zone har involveret temmelig meget bureaukrati og lokalpatriotisme, hvilket bl.a. har betydet, at navnene på de enkelte vintyper endnu ikke er helt fastlagt.

Indtil videre bærer vinene derfor følgende navne: Romagna Sangiovese DOC, Romagna Trebbiano DOC, Romagna Cagnina og Romagna Pagadebit DOC. Hver type produceres som let mousserende, mousserende og som tørre, sødlige eller søde.

På Italiensk Vinguide har vi derfor valgt at beholde de gamle vinbeskrivelser, som om ingenting er hændt. Læs derfor om de tidligere zoner og vine under Cagnina di Romagna DOC, Pagadebit di Romagna DOC, Sangiovese di Romagna DOC og Trebbiano di Romagna DOC, indtil det nye reglement er endeligt vedtaget.

Vidste du?

At du er ægte italiener, når du ikke fjerner plasticovertrækket fra dine nye stole, før det er fuldstændig ødelagt? Og når du endelig fjerner det, er det med vemod.