Vinkælderen
Fra 7,- kr. Køb adgang nu!
Region: Emilia-Romagna
Zone:

Colli Piacentini DOC

De nordlige skråninger af de toskansk-emilianske Appenniner, nærmere bestemt den regionale grænse mellem Lombardiet og Emilia samt provinsgrænsen mellem byerne Reggio Emilia og Parma, dækker over et relativt homogent vinområde. Området hedder Colli Piacentini DOC.

Terrænet består primært af mergel, sandsten, gult sand samt ler, og området huser også en anden DOC, nemlig Colli di Parma DOC.

Det er fastslået, at vin allerede var kendt i Piacenza-området i perioden fra 2000 til 700 f.Kr., hvilket bl.a. fremgår af fossile druekerner og rødder fra vinstokke. De daværende indbyggere, ligurierne, var stærkt påvirket af grækernes vindyrkningsmetoder, men i sidste ende blev det romerne, der satte det historiske fodaftryk, da de efterlod deres ‘gutturnium’, en legendarisk sølvvinkande. Den har senere givet navn til den vigtigste vin i Colli Piacentini DOC, rødvinen Colli Piacentini Gutturnio DOC.

Vindyrkning er i øvrigt ganske godt dokumenteret i den romerske periode. I en debat i Senatet kritiserede Marcus Tullius Cicero (106 – 43 f.v.t.) således sin politiske rival, Lucius Calpurnius Piso, en indfødt fra Piacenza, for at gøre lidt for stor ære af vinen fra dennes hjemprovins.

Senere, omkring slutningen af det 13. århundrede, begyndte vinene fra Piacenza-området at etablere at etablere sig med et fint ry, og man begyndte endda at eksportere til Frankrig. I 1391 øgede man kvaliteten yderligere ved at indføre meget restriktive regler for at sikre ægtheden og modvirke snyd med vinen.

Som så ofte før må vi igen lige forbi de alkoholglade kirkefolk. I sin beskrivelse af italienske vin, priste Sante Lancerio, pave Paul III’s kældermester, Piacenzas vine i høje toner. Kældermesterens hyldest blev fulgt op af italienske eksperter og litterære figurer i efterfølgende århundreder.

Colli Piacentini er Emilia-Romagnas vestligste DOC og samtidig en af Italiens største zoner og altid regnet for at være i en klasse for sig selv. Alene antallet af anvendte druesorter er noget særligt og nærmer sig det astronomiske.

Man producerer således 20 forskellige, grundlæggende typer inkl. Novello, og de fleste vine er perlende (Frizzante eller Vivace), og mange er sødlige (Abboccato). De mousserende drikkes overvejende lokalt, mens de stille typer eksporteres.

Læs mere om vinene fra Colli Piacentini DOC ved at klikke i top menuen på højre side.