Vi har fundet 225 vine i vores italienske vinguide, der er gode til Skaldyr.
Læs mereFor danskere er Lambrusco mest kendt som en sommervin, hvilket den egner sig fortrinligt til. Lambrusco findes i flere varianter og dyrkes på Emilias lave, flade sletter, overvejende omkring Modena og Reggio, hvor de er DOC under fire appellationer. Vinen er i øvrigt en enorm eksportartikel til USA, som er den største aftager.
Med en enkelt undtagelse er alle Lambrusco-typerne let mousserende (Frizzante) og skal producere boblerne ved gæring i ståltanke, eller, i lidt sjældnere tilfælde, ved naturlig gæring i flaske.
Produktionsprocessen har gennemgået en stor evolution siden man omkring 1700-tallet fandt ud af tricket med korkpropper og flasker, der kan holde til et overtryk. Vi skal dog ikke længere tilbage end 1950'erne, hvor gæringen foregik i store cementbeholdere eller træfade. Når vintertemperatuen satte en naturlig stopper for gæringen, blev vinen omstukket adskillige gange for at fjerne bundfaldet, hvorefter den i det tidlige forår blev tappet på flaske og gærede videre qua det resterende sukker og gærrester.
Processen var salvsagt vanskelig at styre, og manglede der restsukker i vinen, tilsatte man ofte druemost fra andre vindistrikter i Italien, typisk fra syd. Konsekvensen af den manglende styring resulterede i et utal af eksploderede flasker, og vinen kunne tilmed dufte besynderligt på grund af det lidt ukontrollable indhold af restgær på flaskerne.
Da tryktankmetoden (Metodo Martinotti or Charmat) vandt indpas i 1950'erne blev processen straks nemmere for Lambrusco-producenterne:
Den tørre vin hældes i en tank hvorefter der tilsættes druemost og gær (laboratoriefremstillet og kontrolleret kulturgær). Tanken holdes lukket, hvormed der oparbejdes et overtryk. Herefter filtreres og tappes vinen på flasker i et sindrigt, trykbevarende system, og ud i den anden ende af maskineriet kommer den traditionelle tørre udgave såvel som de søde, hvide og lyserøde udgaver - altsammen en forfriskende, let syrlig, boysenbæragtig og herligt, perlende vin.
Det interessante er, at vi danskere mest kender Lambrusco som sødlig eller let sødlig, men på hjemmemarkedet er man mere kendt med den tørre version, som meget gerne nydes til bidder af den ægte Reggiano Parmigiano-ost.
Desværre er kvaliteten på Lambrusco stærkt svingende, og visse vine, inklusive det meste af det billige sprøjt man om sommeren kan købe i danske supermarkeder, er direkte udrikkeligt. Og det er en skam, for især de røde, tørre typer er direkte fremragende til dansk mad. Lambruscoens friske syre er som skabt til den fede medister, flæskestegen og rådkålen, men også spaghetti bolognese og spaghetti alla cabonara er en fin ledsager.
Kig dig derfor godt for og køb aldrig de billigste Lambrusco’er. Belønningen er ofte en både interessant og positiv oplevelse.
Læs mere om vinene fra Lambrusco-vinene ved at klikke i top menuen på højre side.
At Italiensk Vinguide indeholder mere end 1.100 sider om italiensk vin?