Italiensk hvidvin er mest kendt for sine tørre hvidvine, og de fleste vinkøbere har ofte stiftet det første bekendtskab i form af en flaske Soave fra Veneto, en Orvieto fra Umbria eller en Trebbiano d’Abruzzo fra Abruzzo. Italiensk hvidvin er dog andet og meget mere end dette.
I samtlige italienske regioner er producenterne meget loyale overfor områdets lokale druesorter, og det gælder også for hvidvinens vedkommende. Hver region eller zone har sine lokale druer, og de giver resultater, som er meget interessante at udforske.
I Piemonte finder vi f.eks. Cortese di Gavi, på Sardinien er der Vermentino di Sardegna, i Friuli-Venezia Giulia har de Ramandolo, i Toscana har man Vernaccia di San Gimignano, i Campania de ædle Greco di Tufo og Fiano di Avellino, på Sicilien er der Cerasuolo di Vittoria – og ned igennem hele Italien, dog primært i nord, dukker den allestedsnærværende Trebbiano-drue op, enten som en såkaldt enkeltsortsvin eller som hjælpedrue til de andre store hvidvine.
Hvis Trebbiano er den mest udbredte grønne italienske drue, så er Chardonnay den mest udbredte internationale grønne drue i Italien. Chardonnay har som bekendt en masse glamour med sig fra Frankrig, men også i Italien produceres der store hvidvine på denne drue. Interessant nok blandes den ofte med, gæt… den generøse Trebbiano, og også her kan det give store resultater.
Der drikkes dog ikke udelukkende tørre hvidvine i Italien. Således finder vi også søde, eller sødlige, hvide dessertvine, primært i Mellemitalien, f.eks. i Emilia-Romagna, hvor de elsker sødt på flaske, men også Toscana er med på dessertvinsvognen, hvor hver zone har sin lokale Vin Santo.
Til slut et lille råd: I Italien drikkes tør hvidvin til mad, og ikke, som vi danskere holder så meget af, som en aperitif eller terrassevin. Altså: nyd din tørre hvidvin til mad, og hvis menuen står på gode venner og terrassehygge, så køb en af de mange tørre eller sødlige Spumante- eller Frizzante-typer. Så er hyggen stadig reddet.
At du er ægte italiener, når du ikke fjerner plasticovertrækket fra dine nye stole, før det er fuldstændig ødelagt? Og når du endelig fjerner det, er det med vemod.