Vin: Rødvin
Smag: Tør
Fylde: Medium
Min. alkohol: 11.5%
Gemmepotentiale: 3 år
Et blik ud over bakkedragene omkring Firenze og Siena, er som at betragte et gammelt renæssancemaleri. Klassisk, mellemitaliensk landskab med skovklædte bakkedrag og vinmarker dyrket siden etruskerne for omkring 3000 år siden, hvilket utallige arkæologiske fund bevidner. Druerne Sangiovese og Trebbiano kan f.eks. føre sin historie tilbage til denne tid, om end med andre navne, og navnet Chianti menes at stamme fra en etruskisk familie.
Første gang en vin af navnet Chianti dukker op er i 1404, hvor det fortælles, at en vis købmand fra Prato, Francesco Datini, havde købt en hvid "Vignamaggio" nord for det vi kalder Classico-zonen i dag. Omkring denne tid var vinproduktionen mere eller mindre overtaget af de store adelsfamilier, hvoraf flere stadig driver en blomstrende forretning med kvalitetsvine, eksempelvis familierne Frescobaldi og Antinori.
Chianti dyrkes i et enormt område, der strækker sig fra nord for Firenze til et godt stykke syd for Siena, imellem kyststrækningen i øst og Appenninerne i vest. Zonen indbefatter marker i Arezzo, Firenze, Pisa, Pistoia, Prato samt Siena, og produktionen udgør mere end 90 millioner liter årligt, den største for Italiens DOC(G) klassificerede vine. Chianti overgås kun af Montepulciano d'Abruzzo DOC.
I 1967 blev Chianti klassificeret som DOC og siden som DOCG i 1984. Dengang var typen inde under én appellation, og omfattede vine lavet i syv enkeltzoner med tilhørende marker, men det var temmelig meget for menigmand at holde styr på, så i 1996 blev Chianti Classico derfor udskilt fra Chianti som en selvstændig DOCG. I dag regnes 'Classico' som den originale zone.
For år tilbage var Chianti-navnet ved at blive ødelagt af masseproduktion på bastflaske, men DOCG kom til at ændre dette. Man fjernede tilladelsen til at tilsætte store mængder af de grønne druer, Trebbiano og Malvasia samt den røde Canaiolo, og i dag er Sangiovese (lokalt Sangioveto) nu hoveddruen, og bruges ofte alene.
Den oprindelige Chianti-formel skyldes baron Bettino Ricasoli, der ”opfandt” vinen på sit gods, Castello di Brolio. Formlen foreskrev Sangiovese som hoveddrue med tilsætning af lidt Canaiolo for at blødgøre vinen. Hvis vinen var beregnet til at drikkes hurtigt, kunne der tilsættes lidt Malvasia del Chianti. En succes var skabt.
For at beskytte Chianti mod plagiering dannede vinbønderne i 1924 sammenslutningen ”Gallo Nero”, og i 1932 definerede den italienske stat 7 subzoner for Chianti.
Under Chianti DOCG tillader man tilsætning af Cabernet, Pinot Nero og Merlot, hvilket forbedrer lagringspotentialet og gør Chianti til en mere frugtagtig og fyldig vin. Druesammensætningen er i dag Sangiovese (75-100%), Canaiolo (0-10%), Trebbiano Toscano og/eller Malvasia del Chianti (0-10%) samt andre lokale, røde druer (0-10%).
Hvordan smager en Chianti? Det er faktisk umuligt at svare på og skyldes, at området er præget af et meget varieret terræn og mikroklima. Endvidere forsøger producenterne at give vinene hver sit særpræg. Nogle vine kan derfor blive store og runde, nogle smidige og forfinede og andre igen lette og flygtige. Der er altså ikke noget klart signal til forbrugeren om, hvordan en Chianti SKAL smage.
Alligevel kan man sammenfatte beskrivelsen af Chianti som værende en rubinrød vin, der bliver mere granatrød med alderen. Duften er intens vinøs og ofte med strejf af violer, og smagen er tør, balanceret, velsmagende, let tannisk, blød og med alderen endnu mere fløjlsblød. Der er tale om mellemkraftige vine med god krop, men nogle producenter har vist, at fornuftig lagring giver endnu mere fra hver hylde.
Der findes en sjældent set kuriositet: Når der står ’Governo’ på etiketten, henviser det til at vinen har gennemgået en proces, hvor vinen, fra druer der lige har fået fjernet skallerne, gæres langsomt og tilsættes frisk most taget fra let tørrede druer. Resultatet er en rund og let perlende vin.
Hvis der kun står Chianti DOCG på etiketten, dækker den et temmelig stort område med mange forskellige muligheder og oplevelser. Zonen omfatter bl.a. provinserne Arezzo, Firenze, Pisa, Pistoia, Prato og Siena.
Normalt skal en Chianti holde minimum 11,5% alkoholstyrke, men står der Superiore på etiketten skal den holde minimum 12%. Det samme gælder for Riserva-typerne.
Foruden denne store, brede Chianti DOCG-zone findes der som nævnt også 7 Chianti subzoner: Med uret fra nord finder vi Colli Fiorentini, som ligger syd for byen Firenze; Chianti Rufina ligger i den nordøstlige del af zonen omkring kommunen Rùfina; Colli Aretini ligger i Arezzo-provinsen i øst; Chianti Colli Senesi, som er den største subzone, ligger syd for Siena; Colli Pisane finder vi vest i Pisa-provinsen; Montespertoli ligger faktisk placeret i førnævnte Colli Fiorentini-zone i kommunen Montespertoli; endelig har vi Montalbano i den nordvestlige del af det, der også omfatter Carmignano DOCG zonen.
Til hver af ovennævnte zoner knytter der sig specielle love og regler, som du kan læse om på deres sider. I Rùfina udmærker sig ved en særlig høj kvalitet. Men vi er jo i Italien, hvor der ofte hersker et dejligt anarki, og det betyder, at man ikke altid kan stole med etiketten, idet nogle producenter ikke går så meget op i hvilken zone de dyrker deres vin i. Om det er Rùfina, Colli Senesi eller Colline Pisane betyder ikke alverden. Det væsentlige for dem er vinen.
En ting kan dog fastslås med 100% sikkerhed: Al Chianti DOCG er rød, tør og kommer på flaske.
Obligatorisk lagring
Gemmepotentiale (generelt): Chianti op til 3 år. Superiore 5 år eller mere. Riserva 5 år eller mere.
Læs også om Chianti Classico DOCG fra den oprindelige, klassiske zone.
Klik på menuen øverst på siden til venstre og læs om hver af de 7 subzoner under Chianti DOCG.
At der findes 37 vine, der er mærket DOCG (Denominazione di Origine Controllata e Garantita)?