Vinkælderen
Fra 7,- kr. Køb adgang nu!
Region: Toscana
Vin:

Morellino di Scansano DOCG

Fakta om denne vin

Vin: Rødvin
Smag: Tør
Fylde: Kraftig
Min. alkohol: 12.5%


Provinsen Grosseto er kendt for sit fashionable kystområde i Maremma, ved halvøen Monte Argentario, men det er i højdedragene bagved, vi finder det virkelige Maremma. Her har vildsvinene hersket siden etruskernes tid, og man kan stadig finde ensomme, afsidesliggende byer.

Der er ikke meget stof om Scansano i historiebøgerne, bortset fra at en lille franskmand ved navn Napoleon efter sigende forvildede sig forbi i 1815 med sin hær, efter at have levet i eksil på den nærliggende ø, Elba. Opholdet blev dog ret kort, da han havde en aftale om at generobre tronen i Frankrig på 100 dage.

Zonen bærer navnet efter den lille by Scansano, og navnet Morellino (lille sort) er det lokale navn for en klon af druen Sangiovese (85-100%), der benyttes til vinen. Der må tilsættes op til 15% lokale, røde druer, og markområderne ligger primært mellem floderne Ombrone og Albenga.

Morellino di Scansano er en vin af udpræget karakter, og det er en type, som indenfor de seneste år har fået ret stor opmærksomhed fra markedet, og kulminationen kom i 2006, hvor den fik tildelt sin DOCG.

Typemæssigt varierer Morellino di Scansano fra det elegante til det kraftige og lidt tunge, men i modsætning til andre Sangiovese-vine fra Toscana, er den drikkeklar indenfor ganske kort tid.

Morellino di Scansano DOCG er som udgangspunkt rubinrød med tendens til granat med alderen. Den har stor bouquet og en varm, lidt streng og lettere robust smag. Duften er vinøs, og med alderen bliver den mere æterisk, intens og fin. Efter ca. 5 år udvikler den en lang finale med en let, behagelig syre.

Der findes en Morellino di Scansano Riserva, hvor kravet er 13% alkoholstyrke og mindst 2 års lagring på træfade, startende efter d. 1. januar i året efter høsten.

Flere af de store toscanske vinhuse har kastet deres opmærksomhed på området, og har nyplantet store markområder, så vi kommer utvivlsomt til at se meget mere til Morellino di Scansano i fremtiden

Obligatorisk lagring: Riserva 2 år