Vi har fundet 34 vine i vores italienske vinguide, der er gode til Tørkager.
Læs mere
Vin: Rødvin
Smag: Tør
Fylde: Medium
Min. alkohol: 12.5%
Obl. lagring: Min. 2 år
Gemmepotentiale: 7 år
Dette områdes historie kan føres tilbage til ca. år 800-500 fvt., hvor etrukserne, som så ofte, producerede vin, men det er først i 1300- og 1400-tallet at optegnelser viser, at disse jorder kunne frembringe stor kvalitet. I hvert fald viser dokumenter, at Carmignanos vine kostede 3-4 gange så meget som al anden vin.
Fra 1500 til 1700-tallet kastede adelen sig ud i vindyrkningen, og meget upatriotisk blev der plantet franske vinstokke af sorterne Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc og Merlot. I 1716 udpegede Storhertug Cosimo 3 de’ Medici Carmignano som et område med vin af speciel høj kvalitet.
Skønne spildte kræfter. Som årene gik blev Carmignano mere og mere trist og intetsigende, og til sidst forsvandt rødvinen som selvstændig type og blev lagt sammen med resten af områdets vine omkring bjerget Montalbano. Denne er senere blevet subzone under Chianti DOCG og hedder i dag Chianti Colli Montalbano.
Forandring kræver ildsjæle, og sådanne fandtes heldigvis også i Carmignano. Efter hårdt arbejde og stor modstand fra Chianti Colli Montalbano-sammenslutningen lykkedes endelig for en gruppe vinfolk, inkl. kommunens entusiastiske borgmester, at få vredet armen om på myndighederne og i 1975 fik Carmignano tilkendt sin egen, selvstændige DOC.
Al begyndelse er svær, og de første Carmignano DOC-vine var mildt sagt temmelig letbenede med deres obligatoriske 10-20% grønne druer og et meget lavt indhold af den drue, som i virkeligheden skulle give vinen kraft og kvalitet, Sangiovese.
Det første kvalitetsspring kom faktisk først for alvor, da Carmignano blev DOCG i 1991, og en af årsagerne var, at man strammede voldsomt op på produktionsregulativet og nu tillod brug af Cabernet-sorterne samt Merlot, og det benyttede en nyere generation af vinproducenter sig af.
Resultatet blev en mere fyldig vin med mere sødme og fedme, hvilket ikke mindst skyldtes lagring på ’barriques’, små træfade, samt nye kælderteknikker. Producenter af den gamle garde foretrækker stadig den lidt lettere stil, hvor det er flaskelagringen, der giver vinen mulighed for at folde sig ud.
Stilen kan derfor variere meget producenterne imellem, men det kan jo også være spændende at tage en doktorgrad i at udforske. Under alle omstændigheder er Carmignano DOCG en vin med en meget høj gennemsnitskvalitet, og man får altid får en interessant oplevelse.
Druesammensætningen er Sangiovese (50-100%), Canaiolo Nero (0-20%), Cabernet Sauvignon og/eller Cabernet Franc (10-20%), Trebbiano Toscano og/eller Canaiolo Bianco og/eller Malvasia del Chianti (0-10%).
Vinen har en livlig og intens rubinrød farve med tendens til granatrød ved lagring, vinøs duft med intense strejf af violer. Smagen er tør, fyldig, balanceret og fløjlsblød. Ved lagring udvikler Camignano større finesse.
Minimum alkoholstyrke er 12,5%, og vinen frigives til salg efter d. 1. juni i det andet år efter høsten. Den obligatoriske lagring er minimum 18 måneder og skal være på enten ege- eller kastanjetræsfade.
Der findes også en Carmignano Riserva, hvor kravet er 3 års lagring, hvoraf 12 måneder skal være på ege- eller kastanjetræsfade. Frigives d. 29. september i det tredje år efter høsten, på helligdagen for St. Michele, en lokal helgen i Carmignano.
Obligatorisk lagring: 18 måneder på ege- eller kastanjetræsfade; Riserva 3 år.
Gemmepotentiale: 7-9 år
At der findes 37 vine, der er mærket DOCG (Denominazione di Origine Controllata e Garantita)?