Vinkælderen
Fra 7,- kr. Køb adgang nu!
Region: Veneto
Zone:

Colli Euganei Fior d’Arancio DOCG (Fior d’Arancio DOCG)

Siden DOC-godkendelsen i 1969 har den sødlige hvidvin Colli Euganei Fior d'Arancio DOC, eller Fior d’Arancio Colli Euganei DOC, været en del af appellationen Colli Euganei DOC, der omfatter 19 vintyper. Igennem årene høstede vinen imidlertid så megen anerkendelse, at ministeriet i 2011 godkendte producenternes ansøgning om DOCG-status.

Læs mere om den smukke zone under Colli Euganei DOC.

Nu er det mundrette navn Colli Euganei Fior d'Arancio DOCG, eller Fior d’Arancio DOCG, og produktionszonen ligger i det grønne, smukt bakkede, tidligere vulkanområde Colli Euganei, hvor den bl.a. omfatter marker i kommunerne Arquà Petrarca, Galzignano Terme, Torreglia, Abano Terme, Montegrotto Terme, Battaglia Terme, Due Carrare, Monselice, Baone, Este, Cinto Euganeo, Lozzo Atestino, Vò, Rovolon, Cervarese S. Croce, Teolo og Selvazzano Dentro.

Markerne, som har krævet en del at bearbejde og beskytte mod vind og overeksponering af solen, ligger smukt placeret i 50 til 300 meters højde med imponerende udsigt over Pò-sletten. Colli Euganeis smukke højdedrag er et ukendt område for de fleste, men bestemt anbefalelsesværdigt.

Basisdruen til Colli Euganei Fior d’Arancio DOCG, eller Fior d’Arancio DOCG, er den grønne Moscato Giallo. Navnet ’Fior d’Arancio’ (orange blomstring) henviser til den friske, delikate, let søde, blomsteragtige duft fra vinen, som de lokale hævder vinden bringer med sig på sin vej over Colli Euganeis blomstrende citruslunde.

Der er arkæologiske vidnesbyrd om druer og vin i Colli Euganei i form af keramik, skåle og kopper dateret helt tilbage til før-romersk tid omkring det 700-600 årh. fvt.. I romertiden blev egnens vin nævnt af flere romerske historikere, og dokumenter fra 1879 omtaler tilstedeværelsen af ​​”fremmede druesorter”, bl.a. Moscato.

Colli Euganei Fior d’Arancio DOCG, eller Fior d’Arancio DOCG, består af 3 typer: en tør til sødlig vin, en mousserende Spumante-type samt en langtidslagret passito.

Læs mere om vinene fra Colli Euganei Fior d’Arancio DOCG (Fior d’Arancio DOCG) ved at klikke i top menuen på højre side.