Vinkælderen
Fra 7,- kr. Køb adgang nu!
Region: Toscana
Zone:

Terratico di Bibbona DOC

Bibbona er en ret ny DOC-appellation (2006) og har sit navn efter en lille by i Toscana, nær Livorno. Området har været beboet siden stenalderen, og man kan derfor med sindsro prale af mange vigtige arkæologiske fund, herunder de etruskiske Tholos-grave fra det 6. århundrede f.v.t..

I middelalderen blev der bygget flere slotte i dette kystnære område og det blev ubestridt behersket af byerne Pisa, Volterra og Firenze. Omkring år 1000 blev det meste af jorderne overdraget til familien grevefamilien Della Gherardesca, som allerede ejede store landområder i Toscana.

Det er en efterkommer fra denne familie, som arvede den nu legendariske vingård Tenuta San Guido, hvor den navnkundige rødvin Sassicaia blev skabt.

Senere blev Bibbona en fri kommune under republikken Pisa, som den forblev indtil 1406, hvor den blev overtaget af byen Firenze.

Bibbona blomstrede indtil 1549, hvor bønderne fik en brat opvågning, da de kommunale marker blev overdraget til fyrst Còsimo de' Medici d. 1 (1519-1574). Fra nu af var de tvunget til at betale leje for deres jord til fyrsten, og lejen blev kaldt ’terratico’ , som stammer fra det italienske ord for ’jord’ (terra).

Vinene produceres i kommunerne Bibbona (der giver navn til vinen), Cecina, Collesalvetti og Rossignano Maritimo i Livorno-provinsen.

Zonen producerer vine fremstillet på indfødte druesorter, som Sangiovese eller Vermentino, samt fra internationale sorter som Merlot, Cabernet og Chardonnay.

I Alta Maremma-området er der i mere end hundrede år blevet eksperimenteret med især de internationale sorter hvilket var stærkt medvirkende til at fænomenet ’Super-toskanere’ opstod. Dette er nogle forrygende, kraftfulde rødvine som ethvert toskansk vinhus med respekt for sig selv har på kortet og som klassificeres under IGT.

Læs mere om vinene fra Terratico di Bibbona DOC ved at klikke i top menuen på højre side.