Vin: Hvidvin
Type: Dessertvin
Smag: Halvsød til sød
Fylde: Kraftig
Min. alkohol: 16%
Obl. lagring: Min. 2 år
Gemmepotentiale: 5 år
Den aromatiske dessertvin Colli Orientali del Friuli Picolit fik sin DOC i 1979 og producenterne har lige siden kæmpet for at nå sidste skridt på rangstigen. Det lykkedes i 2006, hvor vinen endelig fik sin DOCG-status.
Centrum for produktionen af denne variant af typen ligger i subzonen Cialla DOC i Prepotto kommune i Udine-provinsen.
På et tidspunkt udråbte man Colli Orientali del Friuli Picolit DOCG som Italiens svar på franske Sauternes, men det var nok at love lidt for meget, selv om den er tæt på.
Colli Orientali del Friuli Picolit DOCG's historie går langt tilbage, og glansperioden var, da greve og agronom Fabio Asquini (1726-1818) med stor succes og dygtighed solgte sine Picolit-vine til Europas hoffer i mundblæste, grønne flasker. Efter at have smagt på de gyldne dråber skulle Østrigs kejser efter sigende have udtalt (eller råbt!), at ”… denne er bedre end nogen som helt anden vin,” og den til enhver tid altid vininteresserede pave havde i Vatikanet også fået øjet på Picolits herligheder. Om det var selve nydelsen af vinen eller alkoholens virkning, der interesserede d'herrer, vides ikke.
Uheldigvis er Picolit-druen ikke specielt produktiv, og i 1970’erne, hvor det fossede ud af Italien med kaskader af (dårlig) vin, havde Colli Orientali del Friuli Picolit derfor svært ved at følge med, og den smule der kom, kostede kassen. At det samtidig ofte var direkte kedelige, anonyme og intetsigende dråber gavnede bestemt ikke forretningen.
For få år siden kom der imidlertid et vendepunkt. Man begyndte at kæle mere for vinificeringen. Eksempelvis begyndte man at lagre vinen på barriques med det resultat, at Colli Orientali del Friuli Picolit DOCG i dag kan måle sig med de største dessertvine i verden. Det afspejles dog også i prisen.
Som det fremgår er hoveddruen Picolit (100%). Inden vinifikationen tørres druerne let ind, enten på vinstokken, på stråhylder, kurve eller i specielt indrettede tørrerum- eller lofter. Selv om traditionalisterne benytter gamle tørrelofter, er det dog tilladt at benytte en knapt så romantisk, maskinel ventilation til tørreprocessen.
Farven er mere intens gylden, duften aromatisk, karakteristisk og sød. Smagen er sødlig eller sød, varm, harmonisk, delikat med en mulig antydning af træ fra fadlagringen.
Colli Orientali del Friuli Cialla Picolit DOCG er en ren "meditationsvin" til de stille stunder ved pejsen eller til en lækker dessert. Passer også fint til oste eller tørkager.
Obligatorisk lagring er 2 år, oftest på små træfade, og vinen må først frigives til salg efter d. 1 september i det andet år efter høsten.
Som nævnt ovenfor produceres denne usædvanlige dessertvin også i den lidt bredere hovedzone Friuli Colli Orientali DOC, hvor den hedder Colli Orientali del Friuli Picolit DOCG. I denne udgave må der tilsættes lokale, grønne druer.
Der produceres også en Colli Orientali del Friuli Cialla Picolit Riserva DOCG, hvor lagringskravet er 4 år. Denne type frigives efter d. 1. november i det fjerde år efter høsten.
At du er ægte italiener, når du ikke fjerner plasticovertrækket fra dine nye stole, før det er fuldstændig ødelagt? Og når du endelig fjerner det, er det med vemod.