Vin: Rødvin
Smag: Tør
Fylde: Kraftig
Min. alkohol: 13%
Obl. lagring: Min. 38 mdr.
Gemmepotentiale: Over 10 år
Barolo DOCG dyrkes omkring byen af samme navn og er vel den berømteste og mest lovpriste vin i Italien. Ikke uden grund kaldtes den i det 19. århundrede for 'Vinens Konge og Kongers Vin'. Den produceres på Nebbiolo-druen (100%) og dyrkes i et relativt lille område i Langhe-højdedragene sydøst for Alba, i Barolo kommune i Cuneo-provinsen.
Historisk kan Barolo lokaliseres til 1700-tallet, hvor man finder den nævnt i en korrespondance mellem Savoyens ambassadør i London, som Piemonte den gang var en del af, og nogle engelske købmænd. I brevene kaldes vinen for ’Barol’.
Skabelsen af vinen Barolo tilskrives markiserne Tancredi Faletti, også kaldet Marchesi di Barolo, som i 1300-tallet ejede store dele af det nuværende Barolo-distrikt. Slægtens sidste arving, Carlo Faletti di Barolo, giftede sig med en pariserinde, men da Carlo døde, allierede enken sig først med en italiensk ønolog og senere en fransk, hvorefter de første spæde forsøg på at skabe Barolo-vinen begyndte.
Titlen ’Kongers vin’ kom senere til at passe ganske fint, da Carlo Alberto af Savoia (1798-1849), konge af Sardinien og Piemonte, træder ind på vinscenen efter at være abdiceret fra tronen i 1849. Efter sin abdicering købte Carlo en landejendom i Verduno for at bruge den som jagtresidens, men til ejendommen hørte også vinmarker, og en produktion blev startet.
Carlo Albertos søn, Vittorio Emanuele II, blev den første konge af det forenede Italien (1861), men foruden at være politiker var han også pigeglad og giftede sig derfor med den unge bondepige Rosa Vercellana, som han udnævnte til grevinde af Mirafiori og Fontanafredda.
Parrets fælles søn, grev Emanuele Guerrierri di Mirafiore, begyndte produktion af det vi i dag kender som Barolo, og i dag er Fontanafredda et af de dominerende Barolo-huse i Piemonte og i øvrigt et ganske smukt sted at besøge.
Barolo var i lang tid en kult-vin og var følgelig forbeholdt en lille kreds af vinelskere, men meget er gjort for at gøre den lettere tilgængelig. Vinen har en særegen robusthed og kompleks karakter, som ikke appellerer til alle mennesker. Dertil kommer vinens kompleksitet og skrappe tanniner, som kan virke voldsom på mange. Men efter at have lært vinen at kende, vil man opleve en meget bred palette af smagsindtryk.
Almindeligvis kræver Barolo adskillige år til at slippe sine hårde tanniner. Ved lagring ændrer vinen således karakter og førnævnte palette breder sig flot ud. Barolos nærmest barske robusthed og intense koncentration af frugt gør, at den mageligt kan ligge et godt stykke over 10 år. I denne periode udvikler den sin farve fra dyb rubinrød til granat og hen mod murstensrød, hvorefter den opnår sin raffinerede bouquet.
Interessant nok mistede Barolo på et tidspunkt lidt fodfæste på det italienske hjemmemarked, mens den til gengæld vandt mange tilhængere i Nordeuropa. Indenfor de seneste ti år har en række seriøse producenter, via ny teknik og vinifikation, imidlertid formået at sende en Barolo på markedet som er en rundere, blødere og lettere tilgængelig vin end tidligere.
Duften er intens og varieret, æterisk og særdeles behagelig. Smagen er tør, fyldig, robust og nærmest spartansk i sit udtryk men alligevel blød, behagelig og balanceret. Som nævnt, især efter lang tids lagring.
DOCG-regulativet kræver, at Barolo minimum skal lagre i 38 måneder, hvoraf 18 måneder skal være på på ege- eller kastanjetræsfade. Vinen skal minimum indeholde 13% alkoholstyrke.
Der produceres også en Barolo Riserva DOCG, hvor lagringskravet er hele 62 måneder.
Årgangen betyder en del i Barolo og en ret striks tilgang til kvaliteten betyder, at niveauet er steget markant. Derfor er producenterne også konsekvente. Således var 1972 et meget dårligt år i distriktet, så man besluttede, at der slet ikke måtte produceres Barolo det år.
Produktionen koncentreres omkring byerne Castiglione, Faletto, Monforte d'Alba og Serralunga d'Alba (de meget kraftige), La Morra (de elegante) samt byen Barolo (hvor producenterne fastholder, at de producerer begge førnævnte kvaliteter).
Barolo DOCG sammenlignes ofte med Barbaresco DOCG, selvom mange mener, at Barolo med alderen adskiller sig fra sin fætter ved at vinde i styrke, kraft og holdbarhed og måske også i stil og finesse. Dette vil man sikkert strides om i mange år endnu.
Som en kuriositet er der tilladelse til at producere en såkaldt Barolo Chinato, en aromatisk aperitif-type tilsat urter men produceret på basis af Barolo-rødvinen.
Gemmepotentialet er 10-15 år eller mere, alt afhængig af årgang.
At Italiensk Vinguide indeholder mere end 1.100 sider om italiensk vin?