Vin: Rødvin
Smag: Tør
Fylde: Kraftig
Min. alkohol: 12.5%
Obl. lagring: Min. 26 mdr.
Gemmepotentiale: Over 10 år
Barbaresco, der bærer navnet efter byen nordøst for Alba, var i 1966 blandt de første vine i Italien, som fik DOC-status. I 1980 fik den sin DOCG.
Nebbiolo, druen der benyttes til Barbaresco DOCG, dyrkes omkring landsbyerne Barbaresco, Treivo og Neive og i flere år var den faktisk kun kendt i lokalområdet og blev solgt som Vino Nebbiolo eller tilsat Barolo-vine. Den egentlige anerkendelse kom først i 1950’erne, hvor seriøse producenter som Angelo Gaja og Bruno Giacosa viste hvilket stort potentiale, denne forrygende majestæt kan vise. Siden da er priserne sendt mod stjernerne og det skyldes ikke mindst disse og andre producenters utrættelige indsats.
Trods de store anstrengelser har Barbaresco til dels levet i Barolos skygge og har haft ry for at være lettere end nabovinen. Intet kan være mere forkert.
Barbaresco er ofte mere elegant end Barolo, nærmest feminin i udtrykket, og ofte opleves den endda som kraftigere end naboen. Men som altid i Italien, kan der være store forskelle på de forskellige kommuner og marker, hvor mikroklimaer spiller så stor en stor rolle for vinens anatomi.
I 2007 reviderede man DOCG-regulativet og produktionszonen blev opdelt i mindre enheder, som var for små til at blive kaldt for subzoner. Derfor har de fået en geografisk tillægsbetegnelse, der kan henvise til flere marker. I sådanne tilfælde kan man se enkeltmarkens navn angivet på etiketten, f.eks. ’Vigna Martinenga’.
Der eksperimenteres stadig med Barbaresco, og Gaja gik et stykke længere i sin vinifikation end andre, da han påbegyndte sin 'macerazione carbonica', hvor de hele druer blødgøres i lukkede ståltanke, hvorefter mosten aftappes og gærer under temperaturkontrol. Ideelt set beholder vinen derved sin frugt fordi druen, i hel tilstand og under sin egen vægt, også blødgøres under trykket fra sin kulsyre. Derved gennemgår vinen samtidig sin første og anden gæring, hvilket resulterer i en mere frugtagtig og velduftende vin, som samtidig er markant og uden den velkendte, skarpe garvesyre fra Nebbiolo-druen.
Som nævnt produceres Barbaresco på druen Nebbiolo (100%) i subvarianterne Michet og Lampia.
Barbaresco DOCG er i sine bedste år intet mindre end fantastisk. Farven er dyb granatrød med orange reflekser og duften vinøs, behagelig og intens. Smagen er tør, behagelig, spartansk, særdeles blød og nærmest parfumeret, med en smuk finale. Barbaresco DOCG kombinerer på bedste vis kraften fra Nebbiolo-druen med en helt usædvanlig ynde.
Obligatorisk lagring er 26 måneder med start d. 1. november i høståret. Minimum 9 mdr. skal være på træfade
Der produceres også en Barbaresco Riserva DOCG, som skal lagre 50 måneder med start d. 1. november i høståret. Minimum 9 mdr. skal være på træfade.
At du er ægte italiener, når du ikke fjerner plasticovertrækket fra dine nye stole, før det er fuldstændig ødelagt? Og når du endelig fjerner det, er det med vemod.