Vin: Hvidvin
Smag: Fra tør til sød
Fylde: Medium
Min. alkohol: 11%
Gemmepotentiale: Drikkes ung
Erbaluce di Caluso blev hævet til DOCG i 2010 og er en hvidvin, som produceres lidt nord for industribyen Torino og er opkaldt efter byen Caluso. Produktionszonen omfatter 33 kommuner og typerne udgøres af en tør, en sødlig og en sød vin.
Erbaluce er en gammel piemontesisk druesort, som har store udfordringer foran sig. Sorten er ret sjælden, og når man endelig møder den, er det en temmelig skarp og aggressiv sag, og den store anke er, at man gør for lidt for at ramme det store, brede publikum med egnens vine.
Årsagen til at denne hvidvin har sin karakteristiske skarphed, er, at druen har et naturligt højt syreindhold, og hvis den ikke modnes perfekt, hvilket den sjældent gør i denne zone, giver den en temmelig skarp vin.
Den tørre udgave er en klar, strågul vin med en fin vinøs duft og frisk smag, som er karakteristisk for druen. Den nydes til antipasti og fisk.
Som bekendt er intet dårligt, uden at det er godt for noget andet. Erbaluce di Caluso DOCG produceres nemlig også i en Passito-udgave, en sent høstet type, hvor druerne først plukkes i december, hvilket ikke lykkes hvert år. Når det gør, er Passito mere tilgængelig idet druens høje syreindhold balanceres perfekt ud med sødmen.
Produktionen af Erbaluce di Caluso Passito DOCG dog nærmest mikroskopisk, i nogle år kun ca. 1.500 flasker (halve flasker, vel at mærke). Resultatet er dog en fantastisk flot, gylden dessertvin af stor finesse med masser af duft samt noter af hasselnødder, mandler og drue. Passito-udgaven skal lagre minimum 36 måneder før den frigives på markedet. Minimum alkoholstyrke er 17%.
Erbaluce di Caluso Passito DOCG skal lagre i minimum 4 år og indeholde minimum 13,5% alkoholstyrke.
Der fremstilles også en sødere, mørk gylden Erbaluce di Caluso Passito Riserva DOCG, som skal lagre minimum 48 måneder før salg og med minimum alkoholstyrken på 17,5%. En delikat og fløjlsblød vin.
Endelig findes der en tør Erbaluce di Caluso Spumante DOCG med obligatorisk anden-gæring (15 måneder) på flasken (Metodo Classico, hvor boblerne dannes). Frigives til salg d. 1. november i det fjerde år efter høsten. Typen nydes fortrinsvis til lette måltider.
At Italien strækker sig over 10. breddegrader – fra fastlandsklima til subtropisk klima?